At gøre sig fortjent til sine børn hver eneste dag

Fra før jeg fik mit første barn har jeg vidst – og ved nu endnu mere efter vores guldklump kom til verden – at forældrerollen ikke er én man automatisk får blot fordi man leverer æg, sæd, eller fordi man bærer et barn og føder det. Selvfølgelig er man barnets biologiske forældre.

Men forælder er noget man er i hjertet – som min mand så klogt siger.

Jeg ser den som min fornemmeste opgave at dedikere resten af mit liv til hver dag at gøre mig fortjent til mit barns tillid og kærlighed. Det manglede da bare. Jeg befinder mig i en ydmyg situation overfor mit barn. Ikke omvendt.

Mit barn vil hverken snøre mig, udnytte mig, manipulere med mig, teste mig eller presse mine grænser. Hvis mit barn gør underlige ting er det MIG, der er en skovl. Ikke mit barn.

Indtil mit barn 18-20 år er det mit ansvar, hvis det gør noget forkert. Jovist kan en 14-årig begå fejl, og jovist kan en 1-årig slå katten, men det kan altid ledes tilbage til mangler hos mig selv. Jeg er klar til at tage og bære det ansvar. Jeg har ikke behov for at tørre den af i barnet og sige at barnet/den unge har en dårlig vilje, er negativ, gør dårlige ting. Skulle der være noget, der viser sig jeg gør helt forkert en dag, så kan jeg ikke undskylde mig med, at det var samfundets skyld, andres skyld eller barnets skyld.

Det er muligt, der er forklaringer og grunde til, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, hvorfor jeg gjorde mit bedste, og hvorfor jeg ikke kunne gøre bedre udfra de forudsætninger jeg havde og de ressourcer jeg havde til min rådighed praktisk, fysisk, såvel som mentalt og som følelsesmæssigt.

Jovist kan ting forklares, men har jeg gjort ting, der rammer sit barn, så manglede det da bare at jeg som minimum kunne bære det ansvar, der er mit, så mit barn ikke skal plettes, sværtes og påtage sig skyld og ansvar, der ikke er barnets.

Derfor er jeg den nærmeste til at tage det, og det bare en forældres lod at tage ansvaret uden at pådutte barnet nogen form for skyld, ansvar eller bebrejdelse, som det i øvrigt aldrig retmæssigt fortjener. Punktum.

Når mit barn er voksent vil det selv tage ansvar for sine børn, ligesom jeg tager det for mine børn og mine forældre tog det for mig. Min ifavnske far og far tog usædvanligt meget ansvar. Det var en gave, som jeg giver videre. Det er aldrig barnets skyld. Barnet skal have lov at være skyldsfri.