Vores livshistorie fortalt i et flyttekasseperspektiv – vores boliger har spejlet vores liv

Vores livshistorie fortalt i et flyttekasseperspektiv – vores boliger har spejlet vores liv

Måden vores hjem har været og er indrettet på og ser ud i dagligdagen afspejler i høj grad vores indre og vores liv. Ligesom vores hjem har ændret sig meget i den tid, vi har kendt hinanden, både hvad angår møblement, beliggenhed og orden. Og vores hjems udvikling har fulgt med, så det afspejler vores livsomstændigheder.

Ordsproget, “vis mig dit hjem og jeg ved hvem du er”, rummer nok en del sandhed.

Den stille flugt til andres hjem

Allerførst da min mand og jeg mødte hinanden, før vi flyttede sammen var jeg netop flyttet ind til mine forældre 14 dage før, fordi mit tidligere forhold var sluttet. Valdemar lejede sig samtidig ind i en del af en venindes hus, hvor en mandlig, tavs polak med stor glæde ved at spise pølser i glas (og lade dem stå fremme på køkkenbordet, eller ligge og svømme kolde rundt i en gryde på komfuret) også lejede sig ind. Således boede vi begge i andres huse, og i relativt høj grad på andres vilkår. Valdemars person fyldte dog noget og fik plads i huset, hvor han lejede sig ind, så der var faktisk dejligt at være, selvom han havde lagner som gardiner og tingene stod lidt i kasser, køkkengulvet og køkkenbordet bølgede og volgede af ælde og fugtskader og alt var ramponeret. Det var vidunderligt! Min mand havde ikke boet der længe, men hans valg om at bo der, var et valg om at fravælge noget andet, som var styrkende for ham, og den flippede, naturelskende, grænsende til aktivistiske og spændende, noget ældre  veninde symboliserede i den grad et brud med værdier, min mand ikke kunne se sig selv i, og derfor måtte tage afstand fra.

Måske derfor der var så overordentlig befriende og vidunderligt at være nede i det ramponerede, men bæredygtige hus med haven med det knæhøje græs, som jeg har beundret lige siden (det knæhøje græs). Fordi du var der i et lettelsens suk. Her lignede noget de fleste ville rynke på næsen af, men her er fred i allerhøjeste potens.

Jeg var lidt i samme situation. Mit forrige forhold gennem 6 år var netop sluttet, og selvom det var hårdt og forholdet havde været det rigtige en tid, så var vi ikke var skabt til at leve sammen altid, og alt der ikke er rigtigt at være i, er altid befriende at ændre, selvom det kan være hårdt i nuet.

Så Valdemar og jeg stod begge to på bar bund, i andres huse. På andres vilkår og så alligevel kun på vores egne. Der var ren røv, som man siger, og vi var klar til at starte på ny begge to.

Vi havde begge revet os selv op med rode, og mens vi skulle komme os fandt vi tilflugtssteder at være, som måske nok havde andres praktiske præmisser, men hvor der trods alt var den fornødne plads til at være følelsesmæssigt i hi og hvor ens indre ikke blev invaderet. Ligesom vi havde brug for det.

Mod vestkysten – den store, usynlige flugt

Valdemar flyttede så til Jylland, fordi han var kommet ind på et studie. Vi var der sammen, og hurtigt flyttede jeg med. Vi så at sige flygtede væk fra Fyn – fra alt vi havde brug for afstand til. Der boede han og senere jeg i en lille 45 kvm 1-værelseslejlighed med Valdemars ting, relativt få møbler og ting, og en lille rodet beton-altan. Soveværelse, køkken, stue, kontor og alt var i ét – bortset fra det lille toilet med brus, der var for sig selv.

Vi var to på flugt.

Jeg eeeeelskede at være der. Det var magisk, duftede af friske urter, økologisk mad, af yoga, selvudvikling, renselse og magi. Masser af elskov, stearinlys, asketiske fødevarer, smerte, lykke og intensitet prægede betonlejligheden. Jeg elskede alt var et rum – som jeg altid har plæderet for – et rum. Og så følte vi os så dejligt afskårede fra alt det ubehag, og de forventninger andre havde til os. Helt ude ved Vestkysten ovre i Jylland – laangt væk fra alt vi begge kendte. Det var som om, der var helt stille, og der var for en stund kun os og de andres stemmer var forstummede. Det var atypisk at mærke.

Der var næsten altid smårodet eller storrodet i lejligheden, afbrudt af mange anfald af pinlig orden. Heldigvis var det så relativt minimalistisk, at der var grænser for hvor rodet, der kunne blive, så der var et naturligt loft for rodets omfang.

Der var ikke noget sted i hele verden, jeg hellere ville være end der i den betongrå lejlighed hos min lækre, forpinte, intense, bladgrøntsfortærrende, saftige mand, der var ved at gro langt hår. For indeni i lejligheden var en smuk og fortryllende, fanta-lastisk verden og der var min Valdemar.

De store lagner, der lejlighedsvis blev hængt op som gardiner var fulgt med til denne lejlighed. Jeg solede mig ofte blandt affald på et lille bitte hjørne med græs, som egentlig var en del af den asfalterede baggårdsparkeringsplads, der hørte til ejendommen.

Udefra set ville borgerligheden have kaldt dette hjem lidt sølle, men jeg var tosset med det. Vi kunne være i fred. Vi spiste økologisk salat med olivenolie, drak hvedegræs og basisk limevand, vi vaskede op i hånden, og vi tog ud og trænede og gik tonsvis af lange ture rundt i Fiskerbyen, for jeg havde ingen cykel med, så vi gik til fods sammen hånd i hånd ligegyldig, hvad vi skulle. (Når ikke du var i skole i Fiskerbyen og jeg var på universitet i Odense).

Når du hentede mig ved toget, når jeg kom hjem, så bar du mig hjem på dine skuldre og mine tasker bar du også – hele vejen hjem 2,5 km fra banegården og hjem, tumlede vi hjem i mørket. Ind imellem stoppede vi og du svingede dig i lygtepælene og viste mig dit gigantiske, lysende, hvide tandsmil igen og igen. Du var så intens. I flammer. Altid. Husker en nat, hvor vi som så ofte før talte og talte. Jeg lå med ryggen til dig og du snakkede og snakkede, da jeg vendte mig om for at se på dig, så lå du flammende i mørket og stirrede med vidt åbne øjne og gestikulerede op i luften, mens du berettede om dit intense indre, dine intense følelser og drømme.

Vi var lykkelige. Kernen i hjemmet var sengen. Vi var der hele tiden. Vi talte, krammede, lå tæt, græd, hulkede, grinte, elskede. Der var så meget smerte og lykke på samme tid. Det var ikke mig, der hulkede og græd. Jeg trøstede og lyttede.

Fortiden fangede os, da vi flyttede til smerten og grådens hule

Så flyttede vi fælles sammen et nyt sted. Virkeligheden fra Fyn kaldte på os. Min elskede far var blevet syg. Vi ville hjem og være der for ham og min mor. Allerede før min far blev syg havde jeg følte, der var noget galt med min far, så vi måtte tilbage til Fyn. Jeg sagde, til Valdemar, at han og min far skulle lære hinanden at kende hurtigt. Valdemar sagde vi havde masser af tid, men jeg insisterede. Jeg følte det gjaldt liv og død, at vi rykkede tilbage, hvilket jeg sagde til Valdemar. Så Valdemar søgte om at få studiet overflyttet til Odense, så vi ledte efter lejligheder i Odense, allerede, da vi fik nyheden om min fars sygdom. De første 8 måneder i vores nye lejlighed var vi der ikke særlig meget, for vi flyttede delvist hjem til mine forældre for at støtte, løfte og holde modet oppe i hjemmet, hvilket var en meget umulig opgave, men vi havde mange lykkelige, glade stunder med min far og min familie. Efter min far døde efter 8 måneders sygdom, flyttede min mor og yngste søster ind i den lille 69 kvm lejlighed, og de boede der i 2,5 måned, og min mellemste lillesøster boede også hos os en måned. Der var trangt.

Alt var på pause, mens min far var syg – vores forhold, vores studier, Valdemars smerte. Valdemar var en helt uvurderlig støtte og hjælp for min far, mor og mig. Og jeg er lykkelig for de to mænd i mit liv, nåede at lære hinanden at kende, og de nåede at komme til at elske hinanden. (senere har jeg fået en mand mere i mit liv – vores lille søn). Min far nåede heldigvis at se det lys i min Valdemar, som jeg også så i ham. Min far var jordens mest oprigtige mand. Også intens og dyb, som min Valdemar.

Først herefter begyndte vores liv i lejligheden i Odense rigtigt, og først her lærte vi vores lejlighed rigtigt at kende.

Møblerne var primært Valdemars forældres aflagte møbler og pynteting. Symbolsk nok havde jeg selvvalgt afgivet mine møbler til min tidligere kæreste. Afgivet og usynliggjort meget af mig selv, som altid. Men det var helt ok og frivilligt, for jeg ville gerne gå blank ind i det nye forhold med min Valdemar. Det pinte mig en anelse, at jeg intet islæt havde på vores hjem, og at intet afspejlede mig og min smag (trods jeg havde boet hjemmefra i 4 år, og var vant til at have mit eget præg på mit hjem) men det var ok.

Det var symbolsk, at jeg ikke dominerede noget som helst i vores hjem. Derimod satte “Valdemar” dagsordenen – eller mere korrekt sagt blev dagsordenen egentlig mest sat via Valdemar af noget, der hverken var Valdemar eller jeg. For Valdemar satte ikke dagsordenen. Det gjorde ingen af os. For ingen af tingene eller møblerne var noget VI havde valgt – udover tøj, toiletsager og nogle få af mine køkkenting, som var fremme (resten af mine køkkenting stod i kasser).
Og det var ok… Men det var meget symbolsk.
Jeg synes det var lidt flovt og utilfredsstillende – grænsende til nedværdigende, at ingen ville kunne se mig i vores hjem. Intet afspejlede min smag, stil eller værdier. Tværtimod havde jeg det lidt stramt med nærmest samtlige møbler, dimser, puder, lysestager og tæpper. For ikke at tale om køkkengrej. Lige på køkkengrejsfronten havde jeg dog lidt af mit med. Tænk hvis nogen troede, dette var mig? Og jeg opgav helt at prøve at gøre noget til mig, for med de ting, vi havde, kunne jeg opgive på forhånd, da næsten intet var mig, og et lille tæppe og pude ville være en dråbe i havet, så jeg slog mig tilfreds med at sådan så det nu engang ud, og accepterede, at jeg ikke følte mig hjemme.

Det var ikke vores. Det var ikke engang Valdemars. Men tilgengæld var det os, der boede der. Og vi havde det stadig dejligt. Men jeg HADEDE at vi havde 3 værelser. Jeg følte det ødelagde alt. Al romantikken og dagens gode stemning man byggede op i stuen eller køkkenet dagen igennem var forsvundet, når man gik i seng. Når man efter en stue med lys, musik og varme, gik ind i et sterilt koldt og tavst kammer. Man kunne ikke skabe flow. Det var svært for mig.

Hvad orden angik lignede vores hjem on/off et bombet lokum – mest var lokummet on 🙂 Med stabler af opvask, vasketøj, rod med sko og overtøj i opgangen, tallerkener, glas og alment rod strøet ud over hele den 69 kvm store 1. sals 3-værelseslejlighed. Badeværelset var ok rent og ryddeligt, og der blev ok tit støvsuget, og når vasken var fyldt og alt tøjet var beskidt blev der altid vasket, men først lige inden kaos. Der lå fast en bugnende bunke udefinerbart rod installeret på vores genbrugskommode i soveværelset (vores første fælleskøb – sammen med et genbrugsnatbord) Ligesom tøjet ikke rigtig kunne være i mine skabe og kommoden, så der hang altid forskellige stykker tøj ud af skuffer og ned fra hylderne i skabet. Et succeskriterie i soveværelset var at forsøge at lukke skabslågerne på fast basis.

Det var egentlig ikke fordi, vi ikke gad rydde op og gøre, og heller ikke fordi vi trivedes i det rod. Min og også Valdemars sorg var der, og ikke mindst Valdemars kamp. Det var ganske simpelthen, fordi det vitterlig ikke var en prioritering vi kunne have, da de andre ting slugte al den tid og energi der var, og at prioritere at bo i Bo Bedre var simpelthen en revnende ligegyldig prioritering i denne kontekst.

Valdemar var meget ulykkelig i al den tid, vi boede der. Ikke pga vores forhold. Det var hele tiden vidunderligt og spændstigt, men pga ting fra fortiden. Vi kendte nu hinanden godt nok til, at jeg måtte se hans trængsler endnu dystrere end i Fiskerbyen. Det var en lejlighed med uendeligt megen gråd. At vi mistede min var skrækkeligt hårdt. Alligevel var det på en måde Valdemar der havde det værst. Det siger ikke så lidt om Valdemars kampe.

Efter 2 år i denne lejlighed var der nye tider på vej. Smertens og dvælens tid var forbi og vi gik ind i en ny æra. En æra også med smerte, brud med fortiden, men med handlekraft og mod på at rejse sig. Det var stadig aldrig noget problem i vores forhold. Men med andre ting.

Den midlertidige løsning – på farten mod et gladere liv

Jeg var imidlertid blevet ansat med et års kontrakt på mit på det tidspunkt drømmejob, som journalist på Go’morgen Danmark, som ligger i Valby. Vi drømte om at flytte til København og det var den helt oplagte mulighed for os. Min mor og yngste søster var alene i det store hus, og vi vil gerne glæde dem og samtidig bruge muligheden for at leje os ind hos hende til at kunne være mere fleksible til at springe til, når det rette bød sig i København. Så vi flyttede ind til min mor – i håb om snarligt at kunne flytte til København.

Det var en tid med mere glæde – trods stadig stor smerte. Jobbet i København blev mindre aktuelt og lokkende. Vi blev mere og mere glade for at bo med min mor.

I starten boede vi naturligt nok kun som gæster. Igen i andres ting. Nu var det mine forældres ting, vi boede i. Krydret med Valdemars og Valdemars forældres. Stadig ingen spor af mig og kun en anelse af Valdemar selv.

Vi kunne ikke nænne at fylde selv. Med tiden begyndte at bevæge henimod at beslutte os for at bo i bofælleskab med min mor. (Vi har hele tiden betalt husleje) Men forskellen var at vi nu tog en del af huset til os. Vi havde længe kigget efter andre boligløsninger på Fyn. Lejligheder, huse på landet m.m. Det var ikke økonomi, der afholdt os fra at flytte. Men kærligheden til at bo sammen med min mor og søster.

Midlertidige bolig 5 – Malaysia

Efter 11 måneder i huset sammen med min mor tog vi på en drømmerejse, som jeg havde forestillet mig siden vi mødtes små 5 år før uden dog at kende indholdet. Trods perioden var begrænset, var den meget intens. Det blev en meget skelsættende begivenhed. Vi boede halvanden måned i Malaysia i 2014 på fire forskellige steder.

Turen skabte en radikal forandring i os og ikke mindst i mig. Forandringen skyldtes blandt andet, at vi igen følte os fuldstændig afskårede fra alt, der var derhjemme på Fyn. Og det var utroooligt befriende. Vi følte os lette, og igen var der underligt stille. Vi kunne mærke os selv igen til vores store forundring og det var en stor forandring. Jeg kunne simpelthen mærke mig selv. Jeg mærkede, at fordi jeg var på den anden side af jorden, så havde jeg ikke noget ansvar for noget derhjemme – og med en samvittighed, så udtalt som min, var det den eneste måde at mærke mig selv. Min samvittighed har altid været i en grad, hvor jeg naturligt påtog mig alt ansvar – uanset om det var mit eller ej – det var oftest ikke mit. Ansvaret træk så meget i mig, at jeg ikke kunne mærke mig selv, men jeg opdagede det først, da jeg pludselig var afskåret og KUN mærkede mig selv. Og det var ikke fordi vi dasede, at jeg mærkede mig selv. Vi var på farten en del og havde mange udfordringer, men jeg kunne mærke mig selv og det var himmelsk. Valdemar havde det på samme måde, men mig en smule mere.

Vi blev bevidste om, hvor meget vi kan mærke andre, og mærke når andre hiver, skubber, trækker, forventer og kaster etiketter ned over hovedet på én ift hvilken rolle man skal udfylde. Og det er så ikke rart, hvis det er roller, som går helt imod ens egen personlighed eller sundhed og harmoni.

Jeg blev bevidst om i hvor høj grad jeg fortsat totalt skjulte min personlighed for næsten alle mennesker. Udover Valdemar. Og min mor og mine søstre. Men Valdemar så mest. Valdemar SÅ mig.

Det var virkelig en gave, og med den indsigt besluttede jeg og vi, at vi aldrig mere skulle skjule os selv. Det lyder måske helt mærkeligt og ukonkret. Men mit første mål blev, at så snart vi kom hjem, så var mit første mål, at jeg ikke længere ville skjule min store glæde og min Ole Henriksens-agtige optimisme og naturlige heppen på andre. Jeg har haft dårlige oplevelser med min ofte meget tillidsfulde og glade tilgang til andre mennesker. Nogle har troet, jeg ville provokere, at jeg ville hævde mig selv, andre har troet, jeg lagde an på dem, og nogen har måske troet at jeg ikke mente de ting, jeg sagde. Men når jeg taler godt om andre mener jeg altid hvert et ord. Jeg har også oplevet at nogen har forvekslet min venlighed og positivitet med dumhed eller naivitet.

Og jeg har følt, jeg skulle forsøge at tage en distanceret kølighed på, hver gang jeg mødte andre – omend min personlighed sikkert har vist sig alligevel, så var det meget hæmmende for mig. Da vi kom hjem derfra svævede jeg længe på en sky. Jeg så mennesker i et nyt lys. Og første gang jeg var til familiearrangement i min egen familie gennemførte jeg mit mål – ikke at hoppe med på den distancerede kølighed, men bare var mig. Og det gik til min store overraskelse godt. Ingen sablede mig ned eller gjorde grin med mig. Selvom de ofte kunne finde på den slags. Ikke i ondskab, men stadig ubehageligt.

Men det gjorde ikke.

Malaysia blev det sted, hvor mine clairvoyante evner viste sig endnu mere. Jeg havde længe (altid) set ting, fremtiden, kunne tale med afdøde m.m. Men skulle det være præcist, kunne jeg kun sammen med Valdemar. I Malaysia mærkede jeg mig selv, og lige pludselig kunne jeg kommunikere med den anden side på egen hånd og få klare svar, der viste sig at være rigtige og præcise.

Malaysia vækkede noget.

Bofællesskabets tilblivelse og livets renselse

Da vi kom hjem blev det tydeligere og tydeligere for os, at vi ønskede at blive boende her. I starten var det helt utænkeligt at gøre noget til vores. Men vi var nu klar over, at vi ikke længere kunne være utro mod os selv. De fleste andre var i øvrigt heller ikke utro mod sig selv, og det at være utro mod sig selv er hverken noget fint eller gavnligt for fællesskabet.
Tværtimod var det bedste for alle parter, at vi var os selv.

Pludselig og langsomt satte en proces og udvikling i gang, hvor vi begyndte at vælge ting, der lige var os. Og skilte os af med det, der ikke var os. Sten for sten. Laangsomt måtte det gå, for det er svært at fjerne andres sten. Det tog os flere år, at få tømt den del af huset, der blev vores for de ting, der var mine forældres, for ikke at såre nogen, og for at alle var klar til denne ingriben. Både min mor og søster, men også at Valdemar og jeg var klar til at tage os selv og vores vigtighed til os.

Det var og er en omfattende sortering og mærken efter. Uhyrer rensende og livgivende. Det der ikke er en selv ligger sig som en grå bedøvende film rundt om en, og forhindrer liv, bevægelse og i værste fald handlingslammer.

Vi blev også klar over at andre før os i den grad har lagt deres egne sten og ikke slæbt på andres. Så vi ville nu også lægge vores egne.

Vi begyndte en lang renselse, som stadig foregår, hvor vi hele tiden (så bæredygtigt vi orker) skiller os af med ting, møbler, mønstre, energier, miljøer, der ikke nærer os, men dræner os. I stedet ønsker vi at have de ting, møbler, mennesker, værdier og rutiner i vores liv, som støtter os og dem vi er.

I dag har vi rent faktisk langt om længe et hjem og et liv, der VIRKELIG afspejler os. Lyst, enkelt, hyggeligt med naturmaterialer og nøjsomhed, mange bæredygtige rutiner, funktionalitet og skønhed i en simpel og vidunderlig forening.

Jeg troede aldrig, det skulle ske. Jeg er så lykkelig for vores hjem.

Rodet er der stadig lidt, men intervallerne er meget kortere mellem oprydningerne. Her er aldrig sådan rigtig rodet mere. Her er aldrig mere rodet end at et menneske med frie værdier ville kunne komme på besøg. En virkelig konservativ, ville måske undre sig over, hvorfor vi dog har andet at lave end at cleane hjemmet hver dag, men det er overvejende pænt, og det har der været siden vores søn blev født. Trods, der – i nogens optik – burde være mere rod end nogensinde, er det omvendt.
Det har været en proces, der har kørt nogle år. Der bliver tiere og tiere ryddet op og gjort rent. Før var bakkerne og dalene i orden højere, dybere og med længere afstand. Nu er intervallerne kortere og landskabet er mere fladt og jævnt.

Vi elsker det. Når vi bliver pressede psykisk eller stressede kommer rodet igen, men det kommer hurtigt væk igen, fordi der aldrig er rigtig gammelt rod.

Rodet i vores liv var helt sikkert et symbol på alt det der lå og fyldte i den store bagage, livets rygsæk, som kan være fyldt, tom eller overbebyrdet. Rodet var også et symbol på vores evne eller mangel på samme til at sortere og rydde op i vores indtryk og rydde op i de ting, der ikke var gode for os. Vores manglende evne til at sige nej tak og stå ved os selv.
Vi blev bombarderede og tog alt ind. Langt mere end vi kunne kapere. Nu lukker vi det ude, der ikke skal ind og sluser det ud, som skal væk eller videre. Vi sorterer på livet løs og har gjort nogle år. Så vi stræber efter at have de ting, vi ønsker i vores hjem og i vores liv. Istedet for at holde på alverdens ting af dårlig samvittighed. Holde på ting som svækker os. Vi vil kun have ting der bygger os op og løfter os og bringer os glæde og lykke i vores liv.

Vi stræber fortsat efter en stadig større og stigende grad af minimalisme i alle aspekter af vores liv. Hvis vi har det dårligt, så hvor vi førhen arbejde på det indre, så er det der hjælper os mere og mere ofte at rydde op og smide ud. (og det er ikke fordi vi så skaffer alt muligt nyt) Vi skærer ned – downsizer om man vil på alle livets planer.

Og det er styrkende som en nærende, saftig læskedrik.

Vores indretning har i den grad afspejlet vores ståen ved os selv, istedet for bare at rette ind. Vores tro på vores egen vigtighed i verden og vores tro på, at vi som individer er noget værd. Vores selvstændighed. Det har også afspejlet vore evne til rydde op og sortere.

At vi også har valgt at bo i bofællesskab med min mor og søster, og nu også svoger siger meget om os. Det siger både at vi vil fælleskabet, det kærlige og at de og vi er hensynfulde – som vi altid har været. Og det siger samtidig også at vores grænser er blevet stærkere. Hvis man ikke havde stærke grænser og en evne til at sige nej tak, kunne man ikke bo på denne måde.

Samtidig er vi vendt tilbage til min drøm. At vi har næsten alt i et rum. Så alt er igen magi, intensitet, minimalisme og storslåethed i ét – ligesom det var i Fiskerbyen!

Vi er stadig igang med det store udrensningsarbejde, men for hver en skefuld vi smider overbord, så bliver skibet og livet lettere.

TAK!