Vores første stofble-eventyr

Vores lille barn stoppede med at bruge natble, da han var cirka 10 mdr. Ved samme alder begyndte han selv at sige til, men ønskede ikke at bruge potte eller lignende. Da han var 20 mdr. droppede han selvvalgt bleen, og bad om blot at få den på i det korte øjeblik “toiletbesøget” varede. Og var således “blefri”, men bleen var stadig toilettet. Da Gabriell var præcis 2 år og en uge – hvilket var en halv time efter fødselsdagsgæsterne var gået, spurgte han for første gang efter potten. Det var en succes og siden da har han været blefri og kun brugt potte eller toilet.

Jeg synes stofbleer er seje. For udover de miljømæssige, kemifri fordele, for ikke at tale om det hyggelige nærvær i at have et forhold til hver en ble og passe på dem, så hjælper det statistisk set børn til hurtigere at blive blefri, fordi de kan mærke deres krop i en stofble.

Hvis du er nysgerrig så læs mere om vores stofbleeventyr med Gabriell. Om fordelene og også om de spørgsmål der opstod undervejs. Så det er altså ikke så meget en gennemgang af hvad en stofble er, kan, hvor meget man sparer, hvordan de håndteres osv. Men mere noget af det helt centrale for vores helt personlige oplevelse med stofbleer.

Få måneder inde i graviditeten med Gabriell blev vi klar over, at moderne stofbleer fandtes og at dem ville vi bruge i stedet for engangsbleer til vores lille barn inde i maven. Dels af hensyn til miljøet, for at minimere affald, for at reducere mængden af kemi mod vores barns hud og i hans krop. Der var også et økonomisk aspekt ved valget, da man sparer lidt. Nogle sparer meget, andre ikke noget – afhængigt at hvilke bleer, man bruger. Vi er nok midt imellem, da vi både købte nyt, brugt og jeg har selv syet bleer af oftest bæredygtigt stof (genbrug eller økologisk)

Før fødslen

Det hele var klar til ham, inden han blev født med bleer, økologisk vaskemiddel, økologisk afkalker, økologisk pletfjerner, stofblespand og det hele. Vi havde også et par pakker almindelig newborn bleer, vi havde fået forærende. Dem beholdt vi i tilfælde af dette var alt for svært.

Så blev han født

Vores lille elskling blev født efter en lang fødsel, der startede med en vestorm og at jeg var helt åben på 7 timer, men den lille kærlighedsbaby lå skævt, så vi kæmpede imod lægernes forslag om kejsersnit de næste mange timer. Vi var ikke i fare. Heldigvis støttede de fantastiske læger og jordmødre os alt hvad de kunne i kampen for en naturlig fødsel. Ja faktisk var der flere af dem, der sagde vi var seje, at vi ikke bare gav op. De sagde at de talte om på deres morgenkonference, at de ville bruge os som inspiration til at tænke over, hvordan man i fremtiden kunne gøre mere for at undgå kejsersnit i lignende situationer. Efter 25,5 time faldt iltniveauet i lille Gabriells blod. Han var kommet langt nok ud til at kejsersnittet kunne undgås. Men en sugekop og et klip, der affødte en lang bristning, som var så lang af jordemoderen ikke kunne se, hvor den endte, blev nødvendig. Og det var bare fantastisk. Vi var lykkelige for vores dreng og for at vi undgik kejsersnittet.

Imidlertid kunne jeg grundet disse komplikationer ikke rigtig gå de første dage efter fødslen. Og grundet der var gået over 24 timer fra vandafgang til fødslen, skulle vi blive på sygehuset i 2 døgn. Senere kom der yderligere komplikationer til, der gjorde vi endte med at være meget på sygehuset de første 9 dage efter fødslen. Det første døgn gav vi ham ikke ble på, da jeg gerne ville ligge helt tæt med ham, og han havde bare et almindelig firkantet stofble liggende lidt løst, men efter det fik han oftest ble på. Og da vi var så meget på sygehuset, var det derfor aldeles uoplagt at bruge stofbleer, og på ingen måde en prioritet, vi ville bruge ressourcer på. Valdemar min elskede mand varetog skiftningen af vores lille skat de første mange dage. Jeg lå fra sengen og så længselsfuldt hen mod dem, når der blev puslet henne på bordet ved vasken på vores sygehusstue. Jeg glædede mig til, jeg kunne, og var en smule ked af, jeg ikke kunne, da det var så smertefuldt at gå og stå at blot at humpe på toilettet var en kamp, jeg udsatte så meget jeg kunne. Til gengæld var jeg lykkelig over min kærlige og omsorgsfulde mand så perfekt varetog denne opgave.

Da vi kom hjem var det stadig mest Valdemar, der skiftede, og han var tryg ved rutinen med engangsbleerne, så det blev det ved. Vi prøvede dog stofbleerne et par gange også i de første uger. Efter 3-4 uger fik jeg mere energi, og jeg var meget ivrig efter stofbleerne, så i en tid, så gav jeg primært stofbleer på, og Valdemar primært engangsbleer på. Men da Gabriell var cirka 1 måned/5 uger, så begyndte vi at gå all in på stofbleerne. Dog havde vi en eller anden, ikke-testet, forestilling om, at stofbleer ikke kunne holde til for meget. Så når vi var ude og besøge nogen, om natten fik han en engangsble på, fordi vi frygtede ikke at kunne varetage vores søns bagdels ve og vel, hvis vi var ude blandt folk, da den nye opgave som forældre var følsom og ny og det var krævende for os både at være sociale og være fuldstændig obs på hvert et behov, så her prioriterede vi en engangsble, som jo snildt kunne sidde på i 3 timer – sågar 4, selvom det ikke var ønskværdigt. Stofbleerne skiftede vi helst hver 2. time, da han var helt lille, og senere bare så snart den blev våd, og det er nemt at tjekke på en stofble.

I takt med vores selvtillid voksede, tænkte jeg også, at det kan jo ikke passe, at man ikke kan bruge stofbleer døgnet rundt. Det er der jo mange, der gør. Så efter et par måneder droppede vi engangsbleerne helt, og til vores store overraskelse kunne en god bambusstofble snildt holde en hel nat.

Det var sjovt, at det egentlig ikke var bleernes evne som ble, der var udfordringen i at bruge stofbleer.

Det var faktisk mere vores frygt for at give os hen til at tro på, noget der gik imod samfundets typiske normer, kunne fungere så upåklageligt. Som om vi havde svært ved at tro på noget – så godt i vores øjne, som stofbleer – rent faktisk kun var godt og ikke havde nogle bagsider.

Da Gabriell blev 6 måneder begyndte han at få tænder og havde i den forbindelse dårlig mave og også rød mølle i over 2 uger (den eneste gang han har været “syg” og haft rød mølle. (Ved knap om jeg vil kalde det syg, da dårlig mave og rød mølle er et normalt symptom på tandfrembrud) Han tabte sig mindst 100 gram og vi var helt desperate og skiftede ble hver halve time. Her brugte vi igen engangsbleer, indtil det var ovre. Han har dog ikke haft dårlig mave før eller siden.

Han har heller ikke ellers haft rød mølle, knopper eller andet. Bare fin, blød, velventileret børnehud.

Blevask

Blevask var egentlig ikke rigtig en udfordring. Jeg satte en blevask over hver 2. eller 3. dag. Valdemar hængte dem op på tørrestativet og en af os bar dem op på plads igen. Vi brugte ikke tid på at lægge dem sammen, men foldede dem bare på midten og havde en kasse til hver bletype. Så det var faktisk nemt og oftest decideret hyggeligt. Og hyggeligt at lægge de plettede af bleerne ud i solen og se, hvordan solen på magisk vis fjernede alle pletter efter en halv time. Det var kun en sjælden gang, der var pres på, fordi vi ikke havde haft tid til at vaske bleer. Det var en glæde og noget, vi var stolte af at gøre for vores barn, og ikke en byrde.

At blive blefri

I den periode, da Gabriell var 6 måneder og fik nye tænder, lod vi ham sove uden ble, fordi han i de par uger havde rød numse. (Vi samsover og har gjort hele tiden) Så vi lå på et vådlæggerunderlag og på 2-3 firkantede almindelige stofbleer og havde nogle ekstra klar. Vi opdagede hurtigt, at han kun tissede i søvne kl. 3 om natten, så jeg begyndte at vågne og give ham ble på ved den tid… Vi blev glade ved oftere og at lade ham sove uden ble, for vi følte, det var meget mere komfortabelt for ham at kunne bevæge sig mere frit uden en tyk ble. Og vi kunne ligge endnu mere tæt og holde hele hans lille krop tæt, når vi lå og ammede. Så endnu mere tryghed og hud mod hud kontakt.

Efter få måneder begyndte han kun at tisse kl. 6 om morgenen – i søvne, så det var så der, han fik ble på. Da, han var omkring 10 måneder opdagede jeg, at bleen ikke var våd, før han vågnede, og opdagede at han tissede 10-20 sekunder efter han vågnede. Så derfor droppede vi natbleen og havde en ble klar til så snart, han slog sine små, strålende babyøjne op. Og således brugte han ikke mere natble.

I samme alder – de 9-10 måneder var han også begyndt at gå, og jeg kunne se på ham, når han stod og tissede eller lavede noget i bleen. Så jeg italesatte. Nu tisser du. Nu laver du pøller 🙂

Det fangede han hurtigt, og begyndte selv som 10 måneder at sige “bøller”, når han lavede noget. De næste måneder blev det mere og mere at han sagde det længere og længere tid INDEN, han rent faktisk lavede noget i bleen.

Da han blev 1 år blev det mere og mere tydeligt, at han ikke var vild med at have tøj eller ble på, da han selv åbnede sin ble – hvis den var med velcro, og tog den af – men knapperne kunne han ikke åbne. Vi begyndte af til at lade ham gå uden ble og sætte den på, når vi vurderede, at det snart var tid. Det gik ret glat.

Da han var 20 måneder, var han blevet så god til at sige til i god tid, samt han mere og mere ikke ville have ble på, at han ikke behøvede at gå med ble. SÅ han begyndte at gå med underbukser, bukser eller nøgen, og så satte vi en ble på, så snart han sagde til.

Hans ønske om at være helt uden ble (og tøj i det hele taget) blev stærkere og stærkere. Vi måtte dog forklare, at så skulle han sidde på potte eller wc, men det ville han absolut ikke. Vi pressede ham ikke, men havde potten på legeområdet og jeg satte mig på den nogle gange, for at gøre den hyggelig. Ja, et par gange (på toilettet) tissede jeg sågar på potten 🙂 Så han kunne se, at det var helt trygt. Men ingen pres overhovedet. Kun viste vi ham, at det var en mulighed, når han nu ikke var så vild med ble. Vi sagde han også måtte tisse i haven, så det gjorde han også en del – det var sommer.

Jeg følte mig presset efterhånden, fordi han virkelig var utryg omkring potten og ville samtidig ikke have ble på. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle hjælpe ham og fik tanker om, at jeg og vi måske ikke taklede det rigtigt ved at lade ham gå uden ble, når han jo ikke kunne tisse i haven hele den kommende vinter. Og bleen blev mere og mere upopulær.

Potten

Men så blev han 2 år. Præcis en uge efter holdt Gabriell fødselsdagsfest, for dem vi holder af. Vi hyggede os og havde fællessang med guitar og lege i et naturområde nær vores hjem. Da gæsterne tog hjem kl. 17 aftalte de fleste af os at afslutte dagen ved at tage til stranden. Så gæsterne tog hjem og hentede badetøj og kørte til stranden. Vi skyndte os hjem, for jeg skulle tisse og have min badedragt på. Pludselig sagde Gabriell. “Potten”, “Hente potten”. Jeg var overrasket, men Gabriell og jeg styrtede ind i stuen og hentede potten med ud på toilettet, og så satte han sig bare af sig selv. Jeg var meget begejstret og roste ham og vi grinte og var glade og euforiske. Jeg troede ikke han lavede noget i potten, men det gjorde han sørme. Gabriell og jeg kiggede begge med store opspilede overraskede øjne ind i øjnene på hinanden og var vildt begejstrede. Vi løb sejrsdans sammen med far rundt i huset og grinte og råbte at Gabriell havde været på potte.

Hurtigt tog vi til stranden, hvor Gabriell ikke ville i vandet, så han sad på fars arm, og jeg badede – stolt og glad.

Da vi kom op på stranden lagde Gabriell og jeg os på et tæppe på græsset og ammede lige bagved de andre. Og således faldt vores lille engel i søvn kl. 19.00 på en strand på Fyn efter sin fødselsdagsfest og første selvvalgte pottetur. Der lå vi i aftensolen og nød lyden af det bølgende hav og stemmer fra mennesker vi holder af og som er der for os. Nogen kom med ekstra tæpper og lagde over os.

Gabriell sov til den lyse morgen og siden da, har han kun brugt potte eller wc.

At pakke bleerne på loftet

Jeg lod der gå nogle måneder før jeg pakkede bleerne væk, blandt andet for min mor sagde, børn godt kan få lyst til at bruge ble igen. To gange talte jeg om bleer og Gabriell bad om at få ble på. Det fik han. Begge gange gik der et øjeblik, og så sagde han. “Ikke ble på mere. For varm”, men han lavede intet i bleerne. Prøvede dem bare.

Nu ligger de på loftet.

Usikkerheden undervejs

Egentlig følte vi os ret sikre på, at vi synes vores stofblevalg var fedt fra starten. Vi har heller ikke fået mange negative kommentarer. Eller jo. En i vores nærmeste familie fik sagt, at det var lidt ulækkert og ikke egnet til vuggestuer og dagpleje (men så var det jo heldigt, han skulle hjemmepasses) Men ellers har vi ikke fået andre negative kommentarer, andet end en vi kender, der på facebook sagde, det var besværligt og at han var lykkelig for, han ikke havde valgt det.

Så på denne front har det været nemt. Min mor, som vi bor i bofællesskab med brugte af ideologiske årsager også stofbleer til mig i sin tid (selvom det var begyndt at blive normalt med engangsbleer) Hun havde også fået at vide, det var ulækkert. Men hun holdt fast dengang, og har hele tiden fuldt ud støttet vores stofbleprojekt og også sommetider lagt dem pænt sammen for os og båret dem op til os.

Nogle af de hardcore har deres børn på potte fra de er nyfødte. Dem der bruger E C – Elimination Communication, hvor det selvfølgelig er forældrenes ansvar at gennemskue barnets behov. Ind imellem har jeg haft dårlig samvittighed over, vi ikke kom i gang med dette, og følte jeg var dårlig fordi jeg ikke havde overskud til dette. Vi forsøgte nogle få gange. Første gang han lavede på potten var han 14 dage, og vi prøvede nogle få gange efterfølgende. Men det var jo ikke hans valg, men noget vi prøvede og tilfældigt lykkedes med de gange vi prøvede. Respekt for dem, der kan, men vi havde en masse områder, der krævede alt vores fokus og energi, og vi vurderede at nogle af de andre områder gav vores søn mere lykke end at undgå bleen, så det blev sådan, at vi ikke på nogen måde har forceret eller ansporet ham til at blive klar før han af sig selv valgte det.

Denne tvivl murede lidt i mit hoved lang tid.

Men først, da han af sig selv satte sig på potten og selv valgte at blive befri blev jeg sikker på, at vi havde gjort det rigtige for ham. For det vi ønsker er lige præcis, at hans udvikling sker på hans præmisser og uden at vi styrer hvornår. Nemlig det at vise tillid til at barnets udvikling går perfekt og er som den skal helt af sig selv, som en medfødt gave af overordentlig stor skønhed og naturlighed.

Ligesom min mand siger. Du slår heller ikke et frø oveni hovedet, for at få det til at gro. Du giver det kærlighed, næring og gunstige betingelser, så gror det fuldstændig af sig selv.

Som med så mange ting før i vores forældreskab og vores liv generelt, så lærte vores stofbleeventyr os endnu engang, at alting sker bare helt harmonisk, når man viser tillid til sig selv, processen og sit barn – selvom det indimellem i visse nu’er kan se helt svært ud.