Victim-blaming – når du selv får skylden for overgreb begået mod dig

Victim-blaming – når du selv får skylden for overgreb begået mod dig

Fornylig læste jeg et skriv af en helt fantastisk kvinde ved navn Berith Siegumfeldt, som introducerede mig til et begreb, som ramte lige ned i nogle mekanismer, der optager mig i denne tid. Victim-blaming!

Et begreb, som kort fortalt er, at et offer for et overgreb, beskyldes for selv at bære skylden for overgrebet. Dem der giver offeret skylden kan både være overgrebspersonen, offeret selv, men henviser især til når ofrets omgivelser giver ofret skylden i større eller mindre omfang.

Dette sker desværre ofte indenfor mange typer af overgreb. For eksempel foregår victim-blaming ved meget håndgribelige overgreb – seksuelle overgreb, som voldtægter, hvor der er tunger, der siger, at det er ofrets egen skyld at der er begået voldtægt mod dem, fordi man mener ofret selv har inviteret, hvis vedkommende har haft en kort kjole på, eller været imødekommende. Eller nogle kan mene at ofret selv indvilgede og så blot fortrød bagefter eller bare vil have opmærksomhed, og derfor opdigter voldtægten, eller pynter på historien.

Der findes så utrolig mange typer af overgreb. Nogle er mere håndgribelige end andre. En af de typer overgreb, der er svære for bare lidt udenforstående at forholde sig til er overgreb begået af mennesker med dybe personlighedsforstyrrelser. Overgrebspersonerne er her oftest mestre i at manipulere både ofret samt ofrets og overgrebspersonens egne omgivelser, og de er derfor også mestre i at fremstå, som ikke bare almindeligt gode mennesker, men geniale til at fremstå, som helt ekstraordinært perfekte mennesker. Da en del af deres lidelse består ikke at have nogen empati, medfølelse eller forståelse for andre mennesker, så skyr de ingen midler, for at opnå skabelsen af det perfekte, endda omsorgsfulde, billede udadtil. Trods det perfekte og omsorgsfulde billede er en illusion.

Psykopater – de usynlige overgreb

Mennesker, der lider af personlighedsforstyrrelser indenfor det psykopatiske spektrum kommer i mange former. Man behøver hverken være morder eller direktør, for at være psykopat – selvom dette er en fordom. Psykopater kommer i mange afskygninger. Og de illusioner de ønsker at skabe om sig selv, kan lige såvel være at de kører i dyre biler, som at de hjælper til i idrætsforeningen eller arbejder indenfor omsorg. Og der er lige så mange kvindelige psykopater, som der er mandlige.

Kvinder er generelt kendt for at være mere manipulerende og udspekulerede på en ofte underspillende og offerrolleindtagende måde end mænd. Denne kønsforskel gør sig også gældende ved kvindelige og mandlige psykopater. Kvindelige psykopater er mindst lige så uhyggelige som mænd, og de er i stand til at operere næsten lydløst – hvor mænd i NOGLE (ikke alle) tilfælde larmer lidt mere og er knap så usynlige og elegante som kvinder.

Den kvindelige psykopat – mester i at gøde og skabe grobund for victim-blaming

Den kvindelige psykopat er faktisk oftest utrolig god til at iscenesætte sig selv, netop som et yderst omsorgsfuldt menneske. Hun siger det rigtige, gør det rigtige – men det kommer ikke fra hjertet, men fra et kalkuleret ønske om, at fremstå på en bestemt måde for at opnå kontrol – IKKE for at opnå kærlighed.

(Ja, ovenstående lyder voldsomt ikke. Det er ikke noget jeg finder på. Det er faktisk bare en karakteristik af en personlighedsforstyrrelse, som psykologer er enige om hele verden over. Det er rent faktisk sådan lidelsen er)

En af de afgørende forskelle i handlingerne mellem psykopaten og et ægte omsorgsfuldt menneske er, at trods psykopaten fremstår perfekt, så er det KUN overfor de rigtige mennesker. De mennesker – flertallet – for hvem hun blot ønsker at opretholde sit falske billede af, hvem psykopaten er ser det flotte billede. Psykopaten har ikke selv evnen til at følge sit hjerte og foretage fx empatiske handlinger, men psykopaten er rigtig dygtig til at imitere andre mennesker adfærd og derfor vil man ofte kunne iagttage at de kopierer andre handlinger eller ord i målet om at fremstå positivt.

Men de mennesker, hun udser sig som sine ofre, er de eneste, som ser, hvordan hun rigtig er. Hun har ikke interesse i at skjule sig på samme måde overfor ofret. Til gengæld har hun al interesse i verden i at fastholde sit falske billede til publikum. Hun holder ofret i et jerngreb af de mange mennesker, hun manipulerer til at opfatte en bestemt “sandhed” om både psykopaten og om ofret.

Det er ofte nok til at ofret tvivler så meget på sig selv, eller til at ofret vil blive netop victim-blame’t så meget af alle omgivelserne, hvis ofret så meget som overvejer at bryde fri og sige fra, eller løsrive sig fra billedet af ofret, vil afføde at ofret vil tvivle på sig selv, og så det ikke tør sige fra.

Det dybt paradoksale er, at noget af det den stille psykopat gør er følelsesmæssigt at isolere sine ofre ved systematisk at nedbryde ofrets selvværd og ofrets tro på sin godhed, vilje og ikke mindst får den ofret til at tvivle på egen dømmekraft. Hvilket gør at ofret ikke rækker ud, og ofte tror på psykopatens manipulationer om ofret selv. Ofte ofret er værdiløst, uværdigt til at elske, lytte til og har skylden for alt negativt i verden. Netop det at psykopaten får ofret til at tvivle fuldstændig radikalt på sin egen dømmekraft, giver psykopaten frit slag til at fastholde sig kontrol over ofret.

Jamen alle mennesker er inderst inde gode? – vi skal bare vise dem nok kærlighed og lære at takle dem rigtigt, så smelter de i vores hænder?

Øøøh ja… Sådan var min fuldkomne overbevisning også i årevis, og jeg så det som en af mine fornemmeste opgaver at overbevise mistroiske mennesker om at ALLE mennesker har et sted indeni, der er fyldt med kærlighed. Et smukt sted som kan nåes og røres i alle mennesker, og hvis man ikke kan nå dette sted i ethvert menneske, så er det fordi, man mangler evner, vilje eller tålmodighed.
Det var min overbevisning om at alle kunne nåes og alle kunne smeltes ved den helt rette temperatur.

Ligesom jeg også var overbevist om, at når der var problemer i en familie, hvor nogle ikke talte sammen, så var jeg sikker på at den slags kun hørte familier til, hvor alle familiemedlemmerne simpelthen manglede kommunikative evner, misforstod hinanden, bar nag eller var for stolte til at sige undskyld. Jeg tænkte: “hvis I bare lod mig komme til, så skulle jeg nok hjælpe jer til at nå hinanden”. Jeg tænkte, at hvis blot én rakte armen ud, så ville resten også række armene ud, og problemerne ville falde som et korthus, og alle ville grædende falde hinanden i armene og blive glade igen.
Ud fra overbevisningen at alle mennesker har det samme højeste mål – at mærke kærlighed og være tætte med deres nære.
Det var min fuldkomne overbevisning om konflikter i familier.

Hvad er en psykopat

Personlighedsforstyrrelser inden for det psykopatiske spektrum, tæller mange diagnoser, og psykopat er egentlig en lidt bred betegnselse. Lidelserne er dog kendetegnede ved mange ting, men noget af det centrale er, at den personlighedsforstyrrede ikke evner at føle empati, medfølelse eller forståelse for andre mennesker. Ikke bare at vedkommende har lidt svært ved at sætte sig ind i andres følelser. Nej, så graldt at personen nærmest er følelseskold indeni. Dermed mærker personen heller ikke kærlighed i sin krop.
Derimod kan personen sagtens være præcis ligeså intelligent, som alle andre. Så selvom personen ikke mærker kærlighed i sin krop, og vedkommendes handlinger ikke udspringer af den kærlighed, så udspringer det i stedet en tillært evne til at imitere, hvad andre gør. Hvis man er observant, vil man derfor også erfare at en psykopat ofte overtager andres værdier og gør dem til sine egne, og vedkommende gør alle de rigtige ting. De kan endda græde på de rigtige tidspunkter. Men et normalt menneske, der græder er i sandhed oprevet og det er tydeligt. Når en psykopat græder er det ikke et følelsesmæssigt udtryk, men blot et virkemiddel fra vedkommendes værktøjskasse. Derfor vil man også ofte erfare, at en psykopats tårer køligt og upåvirket kan forsvinde på to sekunder, hvis tårerne ikke lige har den ønskede effekt, eller hvis vedkommende glemmer at lave en glidende overgang.

… At psykopaten ikke har nogen følelser er dybest set hamrende sørgeligt for vedkommende. Men det ændrer ikke ved, at det er tilfældet. Der kan være mange grunde til, at dette er sket. Man ved ikke, hvad der forårsager disse personlighedsforstyrrelser, men psykologien mener, det er en skade, der indtræffer før barnet fylder 18 måneder og at det skyldes en form for omsorgssvigt. (der er dog mennesker, der ikke bliver sådan, selvom de omsorgssvigtes, så hvad der afgør, hvem der bliver sådan og ikke bliver sådan er svært at vide).

Fordi psykopaten ikke har nogen følelser, empati og ikke mærker kærlighed i sin krop, og blot imiterer den adfærd raske mennesker har, når de føler kærlighed, så er kærlighed ikke den alt overskyggende drivkraft, som den er for raske mennesker. Faktisk er kærlighed slet ikke en del af drivkraften for noget i psykopatens liv. Drivkraften bliver noget andet. Drivkraften bliver at have magt og kontrol over sine omgivelser og hyldes, og ofte i følge med en sygelig trang til at skal dreje sig om vedkommende selv, og en sygelig jalousi på alt og alle, der truer at psykopaten får alt rampelyset. Psykopaten vil hyldes, ikke elskes.

Jeg ville skrive historien om – og bevise man kan heale og redde en psykopat

Psykopater elsker følsomme, empatiske, tålmodige, tilgivende, lyse mennesker – til en vis grænse. For dels hader de dem, fordi de er jaloux på deres lys, men de elsker dem, fordi de dybt empatiske mennesker er utrættelige og samvittighedsfulde i deres ønske om at nå psykopaten, og de vil gå langt og lade deres grænser overskride i en rum tid og de følsomme og empatiske vil blive ved at vende problemerne indad, fordi de empatiske ikke kan begribe psykopatens kærlighedsløse agenda – så hos de særligt følsomme og empatiske har psykopaten friere spillerum til at dyrke sit magtspil.

Kloge psykologer og andre eksperter verden over, siger at en psykopat ikke kan ændres, og at de ikke vil ændre sig. Disse kloge mennesker siger også, at man ikke skal udtrykke sine følelser til disse mennesker, i et håb om at nå dem, eller i det hele taget, da psykopaten bare manipulerer det hele og vender det mod én. De siger også, at man faktisk bare skal se at komme væk, når man møder disse mennesker, for disse mennesker med disse personlighedsforstyrrelser er så dybt drænende og altødelæggende for dem de udser sig som deres ofre.

At skulle se at komme væk, går stik i mod hele mit hidtige verdenssyn om at alle skal have en chance – ja alle skal have 1000 chancer, og alle kan reddes.

Jeg kæmpede for at redde nogen – med næb og kløer, med hammer og mejsel, med blomster og kage, lytten, ros, med hjerte og kram, ærlighed, hyldest, og endnu mere hyldest, forståelse, inklusion i højeste potens, gjorde vedkommende til det centrum, vedkommende aldrig havde fået lov til at være, kæmpede med grundighed og omtanke i hver en handling, strygen både med og mod hårene.
Jeg prøvede alt.

Men jeg måtte indse, at jeg gang på gang blev mødt af en fuldstændig iskold og upåvirkelig mur af kulde. Intet hjerte blev varmt eller påvirket af noget som helst – med undtagelse af enkelte iscenesatte påvirkninger, KUN når der var publikum på. Det var et chok at stå med al sin kærlighed serveret i en bred vifte af forskellige variationer, mens man mærkede kærlighed boble ud af en, og altid mødtes man energimæssigt, og ofte også visuelt af kolde, upåvirkede øjne, og en person, som faktisk ofte blot blev mere jaloux og ondskabsfuld, des mere kærligt og lysende, man opførte sig. Til sidst så jeg, hvor voldsomt og altomfattende dette nedbrød og smadrede alt liv og alt godt – som i alt godt.

At halse efter en psykopat førte kun til en nedadgående spiral af ødelæggelse og sygelige mekanismer af delvis selvdestruktion for at tilfredsstille psykopatens frustration over, man lyser. Selvbebrejdelse over ikke at være i stand til at nå vedkommende og en konklusion om, at al det had og kritik psykopaten sender i ens retning er rigtigt. Herefter en total tvivlen på egen dømmekraft, og slutteligt ville følge en konklusion, om at verden er bedre tjent uden én. Hvis man kaster sig helhjertet i armene på en psykopat er selvudslettelse, det egentlige slutmål.

Dette kunne og måtte naturligvis ikke ske.

Victim-blaming i fuldt flor og praksis

Jeg måtte bide i det sure æble, og lytte til eksperterne. Og droppe kontakten til og håbet om psykopaten.
Æblet var ikke surt, fordi jeg var ked af ikke at have ret. Det var surt, fordi jeg var ked af psykopaten var 100 % uden for rækkevidde, og at det var som at sætte mig til at spille ludo, og jeg tror jeg spiller ludo, men min modspiller spiller skak.

Jeg troede alt udgangspunkt var kærlighed og et brændende ønske om at nå hinanden. Jeg opdagede at udgangspunktet fra en andens side var at have magt, kontrol og slukke mit lys. Og det var derfor ingenting gav mening, når nogen decideret modarbejdede mit ønske om at nå – mens vedkommede med den anden hånd groomede publikum til at høre om, hvor slem jeg og min lille familie var.

Et lille billede på setup’et i Victim-blaming – det tilskuerne ikke ser

Psykopaten råber efter tomater. Offeret begynder at dyrke 10 forskellige sorter, som den opfostrer med kærlighed. Ofret kommer med egne tomater og også almindelige købte tomater i tilfælde af psykopaten kan lide dette, og hver tomat art kommer både i frisk, syltet, soltørret, pureret og flere udgaver.
Ligegyldig hvor mange tomater, offeret kommer med, så møder offeret aldrig den forventede reaktion.: “Ih tak, det var lige det jeg drømte om”, eller – “du ramte ved siden af, men hvor er lykkelig for din indsats. Jeg ved du elsker mig”.
I stedet råber psykopaten endnu højere “hvor er mine tomater”, mens hun hvæser og sprutter ud til sit publikum, at disse onde mennesker aldrig giver hende tomater. Det fortørnede og altædende publikum kommer i stigende grad op med reprimander og spiddende kommentarer til offeret:
Hvorfor i alverden giver du ikke psykopaten tomater. Det kunne du godt gøre. Du er da vist ikke særlig rar. Kan du slet ikke se, hvor meget psykopaten lider og længes efter tomater”,
når offeret svarer:
“Jamen har psykopaten slet ikke fortalt dig, at hun har 80 kg. syltede tomater stående ude i bryggerset, som jeg har lavet i mit ansigt sved, og har hun slet ikke fortalt om de 35 kg. tomatpure, jeg har lagt i hendes fryser, og hvad med friskplukkede tomater jeg kører ud med til hende og sætter i en kurv ved hendes dør hver morgen … ”
Publikum har kun et fnys og distancerede øjne tilovers for offeret, og udstråler med øjnene: “at du kan være bekendt at stå og lyve på den måde”.

For psykopaten ønsker slet ikke dine tomater. (Faktisk ville det være nemmere for psykopaten, hvis du ikke gav psykopaten nogen tomater).
Psykopaten bruger dig som en 100% ligegyldig trædesten til at opnå en bestemt (offer)rolle! overfor sit publikum. Samtidig lyser du måske så meget og indgyder så meget jalousi i psykopatens øjne, at hun vil have dig ud af klappen. Hvis psykopaten ved, du har gennemskuet hende, kan du også være sikker på at ryge ud. Selvom du behandler hende pænt, så betyder det ud af klappen, hvis du ser for klart, og får din selvtillid og dømmekraft tilbage.
Derfor arrangerer, at hun at hun kan bruge din retræte (som HUN selv sørger for sker) til sin egen fordel, inden hun får dig til at forsvinde med al din evindelige kærlighed og tro.
Hun presser dig ud i det umenneskelige og venter på en reaktion. Hvis du bliver ved med al din kærlighed og ikke bider på, så begynder hun faktisk bare ud af det blå at sprede løgn om dig og starte skænderier (selvom du måske endda står og masserer hendes nakke imens) Hun presser dig til at reagere. Selv hvis du ikke reagerer med vrede, men stadig med kærlighed, kan hun få det til at se ud som om I har en konflikt. Bortset fra at psykopaten nærmest selv løber fra den ene side af tennisbanen til den anden – kaster sin bold af sted – løber over på ofrets bane og kaster en tilbage, og løber så tilbage på sin egen bane og igen og igen og så råber psykopaten til publikum: “SE. OFRET GØR DET HER/OFRET REAGERER/HVOR ER DE ONDE MOD MIG. KAN I SE DET?”
Men publikum, som er ligeså chokerede og uvidende om denne manipulation, som ofret selv var i starten æder det bare råt og undres måbende.

Victim-blaming smadrer mennesker – døm ikke et offer

Hvis du ikke selv har prøvet, hvad det vil sige, at være udsat for et dybt manipulerende og personlighedsforstyrret menneske, så ved, du ikke, hvad man er oppe imod. Så ved du ikke hvilken fuldkommen illusion vedkommende er i stand til at skabe både i omgivelsernes øjne, og ofte også i ofrets egne øjne.

Mange ofre kæmper med skyldfølelse, og HAR gjort alle de ting, du selv havde tænkt dig at gøre, hvis det var dig, der stod i samme situation. Og ofte har ofret endda gjort meget mere end det. Der skal så utrolig meget til for at man tør, og er blevet i stand til at sige, når man har været udsat for et overgreb af den ene eller den anden art. Det er tit forbundet med stor overvindelse og kamp med at tro på egen dømmekraft.

Det er menneskets natur at prøve at skabe ligevægt. Når det udsættes for et overgreb, så prøver man at skabe en virkelighed, der gør at det måske er ens egen skyld, for det kan være hårdt at erkende, at nogen gjorde noget ondt mod én, og så endda nogengange fuldt bevidst.

Så når du tvivler på et offer og sætter spørgsmålstegn ved ofrets oplevelse, så spidder du det lige…

Du kender ikke en psykopat, før du selv har været offer for én.