Vi roder

Vi roder

Roder du? Rod er noget, der opstår helt af sig og afspejler en masse om, ikke bare vores prioriteter, men også det, der foregår indeni os. Rod er ikke en statisk ting. Vi er ikke nødvendigvis – “en der roder”, eller “en der ikke roder”. Måske er det et dynamisk barometer, som giver udslag, og kommer og går helt organisk.

Hold da op, hvor kan min mand og jeg rode. Vi kan også saagtens rydde pænt op, så alt er som blæst, hver gang, vi har lyst, overskud eller når Bo Bedre kommer på besøg (aka når der kommer gæster).

For 8 år siden så der oftest sådan her ud hjemme ved os. Og min mand og jeg var så at finde i sengen, i sofaen, på en gåtur eller på et tæppe på en eng, hvor vi talte om livet, hørte musik, elskede, krammede, kyssede, puttede, pakkede vores bagager ud i et væk. Især Valdemar havde en koloenormt stor bagage, og jeg havde også lidt. Og hvor vi pakkede ud og pakkede ud.

Altså, det skal lige siges (inden nogen melder os til skadedyrsbekæmpelsen) så har vi ALTID været gode til at gøre rent, altid have cleanede, kalkfrie toiletter, duftfri køkkenvaske, præsentable køleskabe, skinnende, pletfri service, dyrket hyppig udluftning og den slags. Ligesom jeg elsker at støvsuge og altid har gjort meget…

Men altså rooooode, det kan og kunne vi til den store guldmedalje…. Hold da op.

Rod og passion – et umage par

Jeg boede med min eks fire år. Min eks og jeg nåede aldrig disse højder af rod sammen, som min mand og jeg kan. Der var nogenlunde semi-pænt altid. For jeg elskede at gøre rent og han ryddede op. Man kunne fristes til at tro min kære ægtemand Valdemar roder meget (eller at den forrige ryddede alt mit rod op). Til gen gæld nåede min eks og jeg heller aldrig samme højder af ekstrem orden – som vi også har indimellem.
Men jeg tror egentlig bare, det er fordi vores hverdag er en helt anden. Valdemars og mit liv sammen er meget intenst. Vi er aldrig uvenner eller lignende. Det er ikke på den måde. Tværtimod. Men vi har begge et meget rigt indre liv og er meget passionerede. Vi kan tale om det samme emne fra vi står op til vi går i seng, hvis det lige interesserer os. Vi elsker at følge vores glæde, vores impuls og intuition, og hvis vi pludselig vil ligge/hoppe på trampolinen i tre timer, lege med Gabriell, eller tage en impulsiv tur i skoven, til vandet, til storbyen, ELLER (i den mere fornuftige afdeling,) hvis Valdemar skal til eksamen eller jeg skal noget andet presserende, så er det altså røv-ligemeget, at der står opvask og at det hele flyder. Vi er bare ikke dem, der står og polerer Kählervasen (hvis vi ejede en) hver onsdag. Det er vi alt for livlige og passionerede til. Det er fedt nogen kan være så stabile i deres indre. Har stor respekt for det. Men det er ikke min egen prioritet og tror ikke engang jeg ville kunne det, hvis jeg satte mig for det.

Oppakningen roder

Men ikke mindst, tror jeg vi har haft det så rodet, fordi vi og især Valdemar som indledningsvis nævnt, har pakket ud og pakket ud i et væk. Al den bagage, som står der lidt i stampe, og herefter venter på at blive sorteret og få sin rette plads. Noget skulle smides ud, andet skulle smides ud, men det krævede årevis af tilløb før man turde smide det ud. Noget skulle vaskes, andet skulle omformes, vendes på hovedet, bearbejdes og tygges, andet skulle tildeles den fineste plads, og samtidig skulle man i denne sorteringsproces kunne følge med, og blive afklaret og klar over, hvad der skulle hvor hen. Så måske var det ikke så mærkeligt, at der længe stod så meget i vores hjem, som ikke rigtig ville videre og som vi ikke kunne få os selv til at sortere fra.

Jeg er typen, hvis hjerte græder lidt, når jeg får en buket afskårne blomster, for jeg kan ikke holde ud, at de nu er slået ihjel. Derfor kan jeg ikke smide dem, ud selvom de er visne (så de står der, indtil jeg beder Valdemar smide dem ud, uden jeg ser det) – mine allernærmeste ved efterhånden godt, jeg har det sådan med afskårne blomster.

Det samme hvis jeg får en gave, jeg absolut ikke bryder mig om, så kan jeg ikke nænne overfor giveren, at skille mig af med den. Jeg har eksempelvis præsteret at have fået en gave, for 14 år siden. Det var bare en billig ting fra spotvarerne i Netto til 20 kr. Fra jeg så den, knugede min mave sig sammen, fordi jeg virkelig ikke kunne lide den, og følte mig overset over at få denne lidet kønne gave, som gavegiveren, dog selv synes var sjov og sød. Det var ikke fordi gavegiveren var meget knyttet til at have givet mig gaven. Alligevel havde jeg den stående fremme på en kommode i fire år, så giveren kunne se, jeg værdsatte gaven. Hver gang jeg så den, tænkte jeg på, hvor styg den var og jeg glædede mig sådan til jeg kunne få den væk, da den virkelig generede mig. Vedkommende der gav mig gaven var kun på besøg et par gange i de fire år, og var aldrig i det rum. Efter fire år mente jeg, jeg fortjente at pakke den væk, så den blev proppet ned i skuffen i kommoden. Efter noget tid, kom den i en kasse, og kom så aldrig op igen under flytning. Først for et par år siden kunne jeg få mig selv til at smide den ud.

Det er så hårdt at have det sådan og at have så meget samvittighed og indlevelse overfor folks gaver. Og ikke mindst, når man fik gaver fra folk, som ikke kendte ens smag, eller som ikke interesserede sig for at møde ens ønsker, men kun ville pådutte en deres egen smag.

Både var denne mekanisme hård, fordi det gjorde, at jeg rent fysisk levede i omgivelser fyldt med ting, jeg havde for andres skyld, for at gøre dem glade og for ikke at afvise nogen. Men også lod jeg andre mennesker i flere tilfælde behandle mig rigtig dårligt uden at jeg sagde fra overfor det.

Jeg levede simpelthen på en måde, hvor primærmålet langt hen ad vejen var ikke at støde nogen, og derfor lod både Valdemar og jeg os overtage og opsluge af andres ønsker, viljer. Ligesom vores egendele især Valdemars ejendele bestod af andres aflagte ting, som de ikke længere gad bruge, og vi derfor skulle skatte nu. Og vi skattede hver en ting.

I de første mange år med Valdemar var det mig meget påfaldende, at vores hjem slet ikke afspejlede skyggen af min egen smag, eller på nogen måde viste, hvem jeg var. Hvis kender du typen, kom hjem til mig, ville de ikke kunne læse noget om mig udfra mit hjem. Tværtimod afslørede det nok nærmere, at jeg ikke kunne smide ud, sige fra, takke nej og ikke vovede eller nænnede at sætte mine egne værdier højest i mit eget hjem.

Derfor stod vi i et dødvande af stagnerede ting, vi ikke kunne sætte i bevægelse i vores eget system, i vores kredsløb, for det var ikke vores ting, og kunne aldrig komme i kredsløb, så de stod bare og blokerede vores kredsløb sjæleligt og fysisk i vores hjem.

Derfor var det svært at holde orden.

Det er okay at være en selvstændig person – det er okay at rydde op og sortere

Med tiden blev vi dog mere og mere klar over, at vi måtte sortere fra, takke nej og lade være at leve vores liv efter misforstået dårlig samvittighed. Vi var også mennesker, og ligesom alle de, der påduttede os deres ting og værdier, også selv var totalt egenrådige og kylede ud, hvad der passede dem, så kunne vi da også, uden at skulle skamme os over, at have en smag, nogle værdier og præferencer.

Det var ikke fordi vi ikke havde smag, værdier og præferencer. Det var ikke fordi vi manglede dem eller først skulle hen og finde ud af, hvad vi stod for. Slet ikke. Vi havde masser af helt klare fuldendte kompromisløse værdier og præferencer for og i vores liv. Og vidste godt, hvad vi selv stod for. Men vi og vores værdier druknede simpelthen i andre, fordi vi hverken følte behov for offentligt og udadtil at stå ved, hvem vi var. Vi kunne godt stille os tilfredse med at gemme os i vores hule og beskytte vores værdier bare derinde, og lade det være det vilde vesten og blive skudt sønder og sammen, så snart vi tittede ud og kiggede lidt ud af vores hule.

Da vi blev gravide med vores lille engel, og endnu mere efter han blev født, blev vi klar over, at det var bydende nødvendigt, at vi prompte begyndte at stå ved os selv, og vores værdier. Da det kun var os to, var det okay at lade os rende over ende på den ene og den anden måde. Lade vores grænser overskride eller gå på kompromis med vores værdier.

Men vi blev klar over, at hvis vi fortsatte dette, så lod vi også vores søns grænser overskride, og vi blev klar over, at alle vores værdier og store drømme for, hvordan vi ville være forældre og hvilken barndom, vi ønskede at give vores søn, ville drukne fuldstændig, hvis vi ikke begyndte at stå ved os selv. For vi fandt ud af, at vi ikke af alle bare automatisk fik lov til at stå og gøre, det vi drømte om.

Og vores søn, skal ikke have sådan nogle skvat som forældre, som ikke står ved deres grænser. Vi var ikke skvat, fordi vi ikke havde styrken til at sige fra. Og man skal ikke tage fejl. Det var altså bestemt ikke fordi vi ikke selv, vidste hvad vi stod for eller lignende. Vi har som sagt hele tiden haft klare holdninger og stærke, klare, kompromisløse værdier altid begge to. Problemet var nok mere, at, det var nok for os, at vi helt inderst inde, vidste hvad vi stod for, og det var ligemeget at ingen andre vidste det, og vi ville ikke tro på, eller forvente, at andre kunne forstå eller ønskede at give plads til det vi stod for. Og når vi normalt ikke blev respekteret bed vi det i os, og forventede ikke respekt. Som om vi ikke troede, vi kunne tillade os det, eller troede at vi ikke behøvede blive respekteret. Men da vi begyndte at se vores søns grænser blev overskredet, fordi vi ikke stod ved os selv, så stoppede det brat og vi brugte vores styrke.

Og vi blev de stærke forældre vi gerne ville være, fordi vi blev klar over at vi gerne måtte bruge vores styrke til at sige fra, og at vi gerne måtte mene noget, selvom andre ikke var enige og mente noget andet.

Aldrig har der været så pænt, som siden vi fik vores søn

Nogen kunne tro, at det var sværere at holde pænt med et lille barn. Men vi har aldrig haft det så pænt og stabilt, som efter vi blev gravide samt efter vi fik vores lille dreng. Vi er blevet tusind gange mere stabile til at holde et højt grundniveau af orden, så når der indimellem, som nu ligner et bombet lokum, så er det kun lige på overfladen, fordi det ikke er dybt og gammelt rod og kaskader af ting, man ikke ved, hvor man skal placere, så tager det os 30-60 minutter at få det til at ligne en drøm igen.

Vi er blevet så gode til at rydde op, smide ud, sige fra. Istedet for kun at kunne sige til.

Ikke bare rydder vi op. Vi rydder virkelig ud i alt, hvad vi har, downsizer om man vil. I vores klædeskabe, køkkenskabe, loftdepoter, og i alt. Især fra vi blev gravide, har vores hjem undergået en ekstrem forandring. Fra at man ikke kunne se os i vores hjem, så er vores hjem blevet et hjem, der virkelig viser hvem vi er, og hvad vi står for. Vi er godt på vej i vores rejse mod at næsten alt vi har i vores hjem er ting vi elsker og decideret nyder at se på, og som nærer os.

Vi har taget vores jordeliv til os, kan man sige. Glæden ved at være på jorden og selv vælge sine siddemøbler, sit service, sine planter, sine værdier, sin glasemballage og sine bioplast nedbrydelige fryseposer. Og når man kan lide at være, hvor man er, så er det 1000 gange nemmere rent faktisk at have et kredsløb og en rutine med sin hverdag og sine ting. Hvis man alligevel tænker: Det her er så langt fra mig, og ligegyldig, hvor meget jeg støver af og flytter rundt på de her to knaldrøde havenisser, så bliver jeg aldrig glad ved synet af dem, så jeg kan lige så godt lade være at prøve.
Men når der kun er ting, man elsker, så er det meget nemmere.

Og vi er virkelig noget helt vanvittigt langt i forhold til, hvor vi kom fra, og vi elsker den nye orden, som ofte hersker. Vi kan godt være i rodet, men vi nyder også den ro, det giver, når her som oftest er mere ryddeligt. Det giver fred indeni.

Tænk: trods det kan være omkostningsfyldt, så er det helt okay at være en selvstændig person, fandt Valdemar og jeg ud af.

Lad rodet vise dig vejen

Nå, men vi er blevet meget bedre til at rydde op, så nu er det mere en sjældenhed, der roder sådan, som vi gør i dag. Men alligevel gør vi det. Især når vi er pressede psykisk eller praktisk. For så hober rodet sig op i vores hoveder, såvel som i vores hjem. Når vi bliver pressede, så er det vores orden i hjemmet der halter.

For nogen er det ikke rod i hjemmet, der er et udslagsgivende barometer for beboernes tilstand. Nogen kan fx præstere glinsende hjem, og pilne forhaver, selvom man er presset, og så er det måske det følelsesmæssige, eller måske nærværet og tilknytningen beboerne imellem, der hænger i laser.
Jeg er da personligt glad for det ikke er nærværet, men istedet orden der ryger først, når vi er pressede. Nogen foretrækker måske at de ydre rammer kører, og slækker hellere på de indre. Der er jeg omvendt. Og så er det jo godt, jeg er mig 🙂

Der er altid en forklaring på rod. Rod i sig selv, kan være fint, men det kan også fortælle dig en masse om dig selv, og gøre dig opmærksom på, om du har for mange ting, og om du burde sortere lidt mere 🙂

Kh. Mit Moderhjerte

.