Succes, stolthed og åbenhed om det. Luk lyset ud nu!

Succes, stolthed og åbenhed om det. Luk lyset ud nu!

Det er fy fy, det er tabu, folk står på nakken af en, folk er klar til at finde på alverdens negative sider, ønsker og intentioner at tillægge dig, hvis du er stolt af og åbent fortæller om din succes, om din glæde, din lykke, om dine præstationer, evner, jordvindinger eller medfødte talenter.

Det er heldigvis bestemt ikke alle mennesker, der har et problem med andres lys og stolthed. Og måske er du et af dem. Men vi ved det godt, hvis vi skal være helt ærlige, så er der mange mennesker, der bliver trigget af andres glæde, lys og stolthed.

Og hvad er årsagen så til det. Jantelovens håndhævere og beskyttere vil naturligvis hævde, at problemets kerne er, at man ikke må tro man er noget eller kan noget. For det første må man egentlig ikke være rigtig god til noget, og man må slet ikke være bedre til noget end andre. HVIS man skulle have nogle særlige talenter eller opnå noget fantastisk, så er det allernådigst kun okay, hvis du samtidig kryber i et musehul og bedyrer din usikkerhed og fortæller om alt muligt, du er dårlig til, for at bedyre din “menneskelighed” og totale ufuldkommenhed.

For var det ikke det mindste, du kunne gøre. Det ville da være at tvære din lykke og udrettelser lige ud i hovedet på folk, så alle folk, der ikke kunne det samme som dig, blev mindet om deres egne mangler. Nej, hvor tarveligt? …

Eller måske er det lige omvendt.

Ved at turde lyse for fuld udblæsning, så giver du andre lov til at gøre det samme. Så giver du andre lov til at følge dit eksempel så også de kan lyse for fuld udblæsning med alt deres strålende lys.

Ved at føle behov for at skjule dit lys, ligger egentlig også en ubevidst præmis om, at andres lys ikke er særlig kraftigt, og at de derfor kun vil blive triste over at se dit. Men alle har hver deres strålende og enestående lys, og hvis du viser dit, så kan andre vise deres. Jo flere vi lyser voldsomt, hæmningsløst og uspoleret, jo større og smukkere bliver verden. Hele verden. For alle mennesker.

Hver gang et menneske lyser mere, så bliver verden til et bedre og smukkere sted.

Den fulde skrue

Som min vidunderligt kloge mand altid siger:
“Løsningen er aldrig at lyse mindre”. Og det er nemlig 100 % rigtigt. Det hjælper ingen. Det hjælper hverken dig selv, eller dine medmennesker. Ikke engang de allermest vrede, negative og brokkende hjælper det at lyse mindre. Det fastholder os alle i en fesen, stagneret, indebrændt kage af uforløsthed, sorg over den tabte lykke og frygt.

Du hjælper INGEN ved at slukke eller nedtone dit lys. Du hjælper mange ved at tænde din strålende projektør og kaste den rundt, uanfægtet, hvem den måtte ramme.

For måske er det tarvelige i virkeligheden, når du af misforstået hensyn, frygt for andres lyseslukkeri eller usikkerhed lægger en stor irret messinglyseslukker ned over dig selv, så alt det der nærer din flamme afskæres fra at nå den. For det rammer ikke kun dig. Det rammer dem der elsker dig, dem der lytter til dig, og også bare alle dem, du møder på din vej.

Noget andet min kloge mand har sagt i årevis er, at “det du gør, skal kunne tåle at blive skruet op for fuldt blus, ellers er det forkert”. Du kan dermed fx ikke: Nedgøre andre lidt, håne andre eller dig selv lidt, du kan ikke være lidt illoyal, du kan ikke mobbe lidt, stjæle lidt, snyde lidt, slå folk lidt. Når du gør disse førnævnte ting lidt, så kan det syne harmløst, men når du skruer dem op for fuldt blus, så ser du tydeligt, at det er forkert at gøre.

Til gengæld kan du elske uendeligt højt, du kan tale pænt om andre og dig selv, du kan være loyal og tro mod dig selv, dine værdier og dine kære.

Udfra den tanke kan du heller ikke slukke dit lys lidt, dæmpe det lidt. Du kan heller ikke slukke andres eller dæmpe det. For når du dæmper andres lys, så er det du egentlig siger og gør i intens form, at:

  • Du er IKKE noget særligt!
  • Du skal ikke tro, du er god til noget
  • Du skal ikke tro, du er bedre end mig eller nogen anden
  • Når du taler positivt om dig selv er du en arrogant skid
  • Du er et dårligt menneske, hvis du er stolt af dig selv
  • Du er et dårligt menneske, hvis du er god til noget
  • Du er et dårligt menneske, hvis du skiller dig ud
  • Du er et dårligt menneske, hvis du er glad for du skiller dig ud
  • Du er kun god, hvis du præcis holder dig inden for visse grænser, med visse normer for – både hvad du må kunne, hvor stolt du må være af det, og hvor lidt, du må sige det højt.
  • Det du kom til verden med, det er IKKE noget særligt
  • Du har ingen særlig værdi for nogen, og det kan du aldrig få eller have
  • Din naive barnedrøm om at være noget helt særligt i nogens øjne den er død. Den kan du glemme – stikke skråt op
  • Du får aldrig den anerkendelse du drømmer om
  • Ingen vil nogensinde se på dig, og sige “nej, hvor er du overdådigt god”
  • Og hvis du i øvrigt har nogen form for behov for anerkendelse fra nogen mennesker er du en svagpisser
  • Du er naiv, hvis du troede du var en helt for nogen. Du er naiv, hvis du troede, DU kunne udrette noget helt særligt.
  • Du er en fucking nar!
  • Kan du ikke bare fucking glemme din latterlige drøm og din latterlige lykke og din latterlige optimisme og erkende sandheden – du er værdiløs, ligegyldig og ingen vil savne dig, når du er væk. Du er en tissemyre. En harmløs og ligegyldig brik i denne store verden. Drop at tro, DU skulle betyde noget som helst, der er vigtigt.
  • Kan du ikke bare dø! Eller nej. Kan du egentlig ikke bare blive ved at leve, og så bare leve med dine knuste drømme, så du rigtig kan mærke og tortureres i at vide, du intet er, at du intet bliver, for så kan jeg blive bekræftet i at se, jeg har ret, og jeg kan nyde at du – ligesom jeg selv – intet er værd og er ligegyldig. Så kan vi i min sadistiske parallelsmerte gå bitre gennem livet sammen og blive enige om, at vi alle er ligegyldige og ikke er noget særligt.
  • Ved nærmere eftertanke, får ovenstående dig til at dø og visne, så ved nærmere eftertanke: DØØØØØØ!

Det er egentlig, det man siger, når man slukker andres lys. Man slukker deres drømme!

Den drøm som hvert et barn kommer med, når det fødes ind i den store, farvestrålende verden og drømmer om, at mor og far (altså verden) synes, man er jordens 8. vidunder. Når man drømmer om, at mor og far synes man er hele verden, at man er Guds gave til menneskeheden (aka til mor og far). At hele verden (aka mor og far) besvimer af lykke over, du kan trække vejret, at dine små fingre kan bevæge sig, at dit tarmsystem fungerer og dit hjerte slår, at de kan få lov at holde din lille, varme, kærlige krop tæt ind til sig og overdænge dig med kærlighed. Når hele verden (aka mor og far) har lyst til at løbe gennem hele landsbyen med dig løftet over deres hoveder og juble, fordi du har taget dine første skridt eller sagt: Far og mor, jeg elsker jer!

Hvordan vi end prøver at fornægte vores natur ved at tilskrive vores behov for anerkendelse alskens fejl i vores opdragelse, at vi ikke tror på os selv, så er dette medfødte behov for vores forældres anerkendelse en fuldstændig biologisk betingelse for vores overlevelse. Om et barn fødes med denne naturlige forgudelse af sine forældre som en spirituel medbragt gave, eller om det er en biologisk mekanisme udtaler jeg mig ikke om – men resultatet er det samme ligegyldig hvad. Allerede fra barnet bliver født gør det alt for at mor og far skal elske det og forelske sig i det. Især de første døgn efter fødslen, men i mange tilfælde også resten af livet. Man kan måle, at det lille barn gør alt det kan, for at mor og far skal forelske sig i det, for hvis ikke mor og far knuselsker barnet, så lader mor og far barnet ligge og dø – enten en fysisk død eller følelsesmæssig langsom visnen og åndelig død.

Jeg tror på at alle er født med dette behov – forskellen er, om man anerkender det eller skjuler det i kølig distance og selvironi, eller andre selvindbildte overlevelsesmekanismer.

Jeg tror også på, at jo mere anerkendelse, du har fået som barn – jo mindre har du behov for det, som voksen, og at jo mindre du har fået som barn, des mere er du i mangel som voksen.

Men ligegyldig, hvor lidt eller meget kærlighed og anerkendelse, du har fået som barn, så tror jeg, det er en biologisk sandhed, at du hele livet ønsker en form for anerkendelse.

Så hvorfor skal vi så nægte hinanden det?

Jeg har forstået pointen. Hvis man IKKE har fået nok anerkendelse, så vil man heller ikke have andre skal have den, og at nægte andre anerkendelse bliver så den eneste måde, hvorpå ens sind kan narre en til at føle, man kan opnå en form for tåleligt niveau af anerkendelse, alene fordi man ser, andre ikke får mere.

Men hvad nu hvis vi alle badede hinanden og os selv i den anerkendelse, som vi drømmer om og som rent faktisk retmæssigt tilkommer os og som vi fortjener.

Fuld skrue på lyseslukkeri

Når den man elsker i tre årtier har prøvet, hvad det vil sige, når dem der betød allermest virkelig på fuldt blus ønsker at slukke dit lys, så ved du hvorfor, det ikke er en god ting at gøre at slukke andres lys.

Når den du elsker var så hunderæd for at være god til noget, at den fik angstanfald over at få succes på alle planer i livet. Så den  undgik at opnå succes, og hvis den kom til at opnå succes, selvdestruerede den det for fuld hammer, eller følte trang til at lyve sine præstationer dårligere. Hver gang den opnåede succes, og når den overfor sig selv og især overfor andre kom til at afsløre noget fantastisk eller en selvopnået succes, så skyndte den sig at udslette alle sine spor af sin succes fra jordens overflade og ødelagde sin egen succes. Om det var så var: succes generelt, akademisk succes, succes i kærligheden, parforholdet eller forældreskabet, i den sunde livsstil. Hver gang noget lykkedes, så prøvede den at pille det fra hinanden, fordi den vidste, at ellers ville lyseslukeren komme først, og det var endnu værre end selv at ødelægge det. Man blev en underyder – en obscurious. Den man elsker var blevet programmeret til et selvdestrueringsprogram, som satte ind på alle fronter, for at hindre nogen form for succes. Hvis den elskede så sin frygt for succes i øjnene, og alligevel bevidst prøvede at nærme sig den og blot legede med tanken om at tillade sig selv at opnå den, så var udfordringen ikke det praktiske i at opnå successen. Udfordringen var at overvinde en angst for succes, så stor, så angstudløsende, at den fristedes til hellere at ville dø end få succes af frygt for lyseslukkeren.

Men hvert et skridt den man elsker tog hen imod sin egen succes, gjorde verden til et bedre sted.

Lyset og kærligheden er mild og langmodig

Sandt lys og sand glæde er aldrig selvhævdende, opblæst eller arrogant.  Sandt lys og sand glæde er mildt og lykkeligt, smittende. Sandt lys fryder sig ikke over, det andre ikke kan. Sandt lys fryder sig over det, det selv kan.

At fortælle om det, man er glad for, god til, stolt af er IKKE at blære sig (i ordlydens negative betydning). Det er at dele sin glæde, og det er smukt. Det smitter og inspirerer andre til også at lyse.

Du har pligt til at lyse. Du har pligt til at tillade dig selv og andre at blive badet i positiv energi og støtte. Du har pligt til at bidrage til din egen og andres livslyst og livsvækst. For når vi dermed nærer hinanden, så vokser vi ved at tillade hinandens og eget lys. Og så vokser vi smukt, stort og mangfoldigt. Og smukkere, større og mangfoldigere end det nogensinde vil være tilfældet, hvis vi bare går og holder hinanden og os selv nede i jantelovens, individualismens, jeg-har-ikke-brug-for-nogen-hedens navn.

Det kan være skræmmende at lyse, fordi det man kan blive mødt af af vrede kan være aldeles overvældende!, selv hvis man er bevidst om, at vreden kun rammer én, fordi man lyser.

Det korte af det lange er: Janteloven dræber menneskers ånd. Janteloven dræber menneskers livslyst og virketrang.

Lad os hjælpe hinanden til at vokse ved at starte med os selv!

LYS FOR VERDEN, LYS