“Mommyshamer” råber de i kor på de sociale medier

“Mommyshamer” råber de i kor på de sociale medier

MOBBE-.ZONE – NEJ TAK!s 

LYS OVERFLODS-ZONE – JA TAK!

Måske nogen bliver sure over dette indlæg, og kommer i tanke om at råbe “mommyshamer”, eller andre synonyme udråb, der i typisk anvendelse har til hensigt at få stoppet ethvert frit udtryk fra stolte mødre, mødre med en holdning, en succeshistorie eller endda nogengange blot mødre, der stiller et åbent spørgsmål.

Men ovenstående risiko er der desværre ikke noget at gøre ved, for dette skal siges højt. Vi kan nemlig ikke bare fornærmede lukke mundene på hinanden, og råbe “shamer” og føle os personligt chikanerede blot fordi en anden har noget de er stolte af og glade for, som ikke er identisk med meningen hos den der råber “shamer”.

Hvis én anden siger eller gør noget, der rammer noget i os selv, (selvom det yderst sjældent er hensigten fra afsenderen at ramme os) så er det oftest os selv vi skal se på, for at finde ud af om vores reaktion ikke har med vores egne følelser at gøre, og måske i nogle tilfælde minder os om noget, vi bør gøre anderledes i vores liv.

For er vi tilfredse med vores egne handlinger og valg, så har vi ikke rigtig noget incitament til at lade os provokere eller irritere, eller lade os føle os ramte over andres glæde eller holdninger.

 

Når folk råber “shamer” af hinanden, så snart nogen ytrer sig om noget, så stopper alt frit udtryk prompte og dermed al udvikling. Ligesom en brainstorm, hvor alle har nej-hatten på. Ekstremt ukonstruktivt. Det kommer nemlig ikke længere til at handle om at folk ytrer deres syn, værdier, tanker til inspiration og udveksling. Og at nogle andre så som feedback ytrer deres syn, værdier og prioriteter.

Det falder til jorden langt før denne udveksling opstår, og det reduceres til en masse, der bliver sure over at andre i det hele taget tillader sig at ytre sig.

Jeg holder meget af Facebook. Jeg synes, det er vidunderligt, at man kan have kontakt til mennesker, man værdsætter, men ikke har mulighed for at have fysisk tæt i sit liv. Jeg synes også det er en gave at se mangfoldigheden, og ikke mindst er jeg blevet hjulpet rigtig meget af at læses andres tråde er spørge i grupper, der handler om emner, hvor de ligesindede ikke lige hænger på træerne. Jeg har tidligere brugt meget tid i grupper om særlig sensitivitet, sundhed, zero waste og mange andre emner. De senere år har jeg også brugt en del energi i facebook-grupper omhandlende forældreskab og dens mange facetter.

Men gang på gang – hvad end emnet er – så oplever jeg at der på et eller andet tidspunkt går inflation i mange grupper. Og hvor der ofte (og hyppigt hvor nogle gengangere skiftes til at åbne ballet) på en automatreaktion, hvor utrolig mange opslag sables ned og druknes i kritik. Der opstår konflikter, fløje, ja nærmest borgerkrige, og en fælles konsensus om, hvad vi alle er enige om, og der lægges en linje for den typiske retorik, der anvendes, når man skal angribe et nyt opslag. Og det sker vitterligt ved en masse opslag hver dag, næsten ligegyldig indholdet.

Hvis blot én åbner ballet under et opslag og siger et negativt ord, så følger en lang hale af enslydende kommentarer med totalt simultan ordlyd resten af tråden igennem – meget selvstændigt.

Og det er som om folk ikke virkelig læser hinandens opslag, men i stedet bare udtrykker sine egne følelser på denne givne dag. 19 ud 20 gange sidder jeg mundlam over, hvordan folk kan stille sig så kritiske over for noget en anden har skrevet, og dette er endda lavt sat. For jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen opslag, hvor jeg har fundet folks angreb berettigede.

Og lad mig understrege, jeg har selv oplevet dette nogle ganske få gange på mine egne opslag, men det jeg skriver om er 97 % bygget på ting, jeg læser på andres opslag, hvor jeg ikke selv deltager, men blot ser med med tåkrummende rædsel over, hvordan trådstarterens hensigter og reelle opslag ofte bliver fuldstændig fordrejet, og twisted, som tiden går og som folk for talt sig varme, tråden får sit eget liv og deltagerne får talt deres egen åbenbart ophobede hverdagsgalde ud.

Og var det bare folk, der længtes efter at brokke sig, så fred være med det. Problemet er at de kaster sig over dem, der starter et opslag eller hinanden.

I den tid, hvor jeg er blevet mere og mere frustreret over og opmærksom på problemet, sidder man bare og venter på den første vrede kommentar kommer, for så ved man den konstruktive debat går fløjten herefter, og tingene kan tage drejninger, ingen havde fantasi til at forestille sig, da man delte sin lille hverdagssejr med (hvad man troede var) ligesindede, der ville forstå.

I forældregrupperne er det ikke mindst udsagn som følgende, der fyger gennem tasterne:

“mommyshamer, “nu føler jeg mig kritiseret”, “jeg føler mig trådt på”, “jeg bliver irriteret”, “jeg bliver provokeret”, “du tror, du er bedre end andre”, “du tror, du har patent på sandheden”, “du tror din sandhed, er den eneste rigtige”, “du giver ikke plads til andre”, “du respekterer ikke andres mening”, “hvorfor skal du ikke respektere andre, hvis de skal respektere dig”. “du mangler nuancer”, “du er meget sort/hvid”, “hvorfor tror du, du ved noget om det her”, “hvorfor tror du du ved noget om andre mennesker”. “Du skal holde dig på egen banehalvdel”.

… og lignende bitre ytringsknusende udsagn. Man mister jo fuldstændig lysten til at have et frit udtryk, og man føler ens opslag skal igennem 60 selvcencureringsfiltre, og der skal tilføjes og indbygges 20 klausuler og inklusionsstrategier, for at sikre den og den type ikke indirekte føler sig stødt og personligt generet…. Og selv, når man med ugers tilløb og stor grundighed og omsorg har forsøgt at tilgodese alle, SÅ falder hammeren, og før man ser sig om, så er den selvigangsættende borgerkrig igang igen, og man er selv blevet skydeskive, trods man egentlig ofte bare prøvede at sige noget så simpelt som:

“man var sindssyg glad, for noget man gjorde, eller et valg man traf, som fungerede rigtig godt for en, som man ønskede at sige højt, og som man håbede kunne enten glæde eller inspirere andre”.

Eller nogen gange prøvede man måske at sige:

“Uh, jeg synes det her er svært. Jeg gør det pt sådan her, har I nogen gode råd til, hvordan jeg kan gøre det bedre?”

Resultatet er det samme. Du kan ende med at blive beskyldt for at shame nogen, hvad end pokker du gør.

Jeg ved ikke om, jeg er er miljøbelastet fordi jeg er blevet mobbet voldsomt meget nærmest hele min folkeskoletid, trods jeg altid var den lille, stille forsigtige pige, der aldrig svarede igen, men bare smilede til alle, og som i øvrigt var super god i skolen, kunne læse tidligt, og at var en dygtig og vellidt elev blandt lærerne. Derfor ved jeg, at man kan blive mobbet, selvom man ingenting har gjort for at provokere, genere eller opildne nogen. De der mobber gør det helt af sig selv pga deres egen vrede eller smerte, som de har fået af andre, men som udløses af verden omkring dem, og ikke mindst af andres glæde, stolthed, selvtillid. Jeg har også oplevet folk, der blev mobbet, som senere mobbede andre.

Af en eller årsag har aldrig selv mobbet andre, selvom jeg selv har været udsat for det. Tværtimod. Nogen kan sige, det lyder frelst, men ikke desto mindre er det sandt.

Derfor synes jeg også det er rigtig grimt at se, når andre kaster sig over hinanden bare fordi de ser noget hos en anden eller en andens holdning, som tvinger dem til at mærke sig selv.

Det er “harmløse”, venlige opslag af alle slags, som der råbes “mommyshamer” af

Og lad mig understrege. Det er virkelig fine opslag folk deler. Man kunne man tro, at der var tale om grupper, hvor bedrevidende, arrogante, sandhedspatenterende kvinder lægger hoverende, tarvelige opslag op, hvor de nedgør andre og fremhæver sig selv, men dette er bare nærmest aldrig tilfældet.

Det er ofte almindelige 100% venlige delinger af sorger, glæder fra almindelige mødre. Det kan være en succeshistorie om, at de var så glade for de var i stand til at tage sig af deres barn på en måde, de var stolte af. Eller en situation, de følte de håndterede godt. Det kan være noget, de var kede af, hvor nogen generede dem og havde behov for lidt opbakning i gruppen, eller det kan være en samfundskritik eller betragtning. Eller kan det sågar bare være en ydmyg undren over et emne, hvor man deler sit eget synspunkt, som man deler i plenum.

Jeg har SÅÅÅ utallige mange gange set et opslag tænkt, “NÆÆÆH, sikke et dejligt opslag, billede, artikel, blogindlæg en eller anden har delt”… (det tænker jeg oftest, når jeg læser andres opslag). Og jeg har, når jeg så ser disse opslag, gang på gang tænkt:
“DÉTTE her opslag er der HELT sikkert IKKE nogen, der kan blive sure over eller få vendt til noget negativt, for det er da så positivt, som noget kan være, men jeg bliver simpelthen overrasket igen og igen.

Jeg er ofte i chok, og føler stor fortvivlelse over hele konceptet med at folk ikke kan ytre sig frit eller vise deres mod, lys og holdning uden det nærmest er en lov at de skal angribes.

Det er både så pinligt at overvære og allermest er det sørgeligt, at se hvordan folk angriber hinanden, hvis siger eller gør noget, der berører en andens verdensbillede.

For det ER jo ikke fordi folk rent faktisk virkelig lytter til trådstarteren. De taler bare deres egne smerter ud, men på bekostning af trådstarteren.

De fleste trådstartere holder i min optik virkelig “deres egen banehalvdel”, som man siger. Men hvis læseren af den ene eller anden grund bliver trigget indeni af sin egen dårlige samvittighed, utilstrækkelighedsfølelse eller bare er hverdagssur, så kastes der om sig, blot fordi trådstarteren fremkalder følelser i modtageren.

Det er fint læserne får fremkaldt følelser, og det er også fint at gøre opmærksom på at man får fremkaldt følelser, men problemet er at i stedet for at mærke efter, hvorfor man får fremkaldt disse følelser og lærer noget af dem, så går man direkte og ukritisk igang med at angribe den, der ufrivilligt har fremkaldt disse følelser.

Se på dig selv! Så kommer vi fremad i verden. På den anden måde, går den i stå.

Naboens grønne græs

Hvis du står og ser over hækken og føler dig personligt ramt over, at din nabos græs er højt og grønt, mens han i øvrigt står og smiler stolt overskudsagtigt til dig og måske polerer en pokal, han har vundet i haveforeningen, mens dit eget græs krøller sig tørt og gult hen af jorden, så mærk et øjeblik. I stedet for at mene din nabo har grønt græs og smiler for at provokere dig, træde på dig, irritere dig, og at han ikke holder egen banehalvdel, så overvej at han måske faktisk bare holder rigtig meget af sit græs og er stolt af det, og at det ikke er for at genere dig, men for sin egen skyld, og hvis du trigges, så begynd at pleje dit eget græs, så det bliver højt og grønt.
Eller det kan også være sådan!!! : Måske bryder du dig slet ikke om højt, grønt græs og du tænker ved dig selv, at denne mand garanteret overvander til gene for miljøet, bruger kunstgødning, og tænker at dit græs er meget bedre, fordi det følger naturens gang.

Du kan ikke bare begynde at råbe “Græsshamer” ind over hækken. “Du tror nok, du er bedre end mig”, “Det mindste du kunne gøre er at få en højere hæk, så du ikke provokerer mig unødigt med dit smukke, grønne (eller miljøskadende) græs, som du tydeligvis er så stolt af”.

Ligegyldig om du føler dig over eller under mandens græs, så lad være at give ham skylden for, at du bliver trigget af ham.
Brug følelserne til at mærke efter, om din følen dig trigget ikke er fordi, der er noget, du bør ændre eller en indsigt du bør gøre dig om dig selv.

Gør ham ikke til en skydeskive. Brug ham som et pejlemærke, hvor de følelser, du får i reaktionen på ham bekræfter og viser dig din egen vej, og dine egne værdier. De følelser du får bekræfter, hvad der er det rigtige for dig. Drømmer du om græs, som hans, så bevæg dig derhen. Bliver du bekræftet i, at du IKKE ønsker græs som hans, så bliv hvor der er, eller bevæg dig yderligere væk, eller måske vil du noget helt tredje.

Summasummarum. Drop at anklage manden!

Jeg kan selv se andre gøre noget, som giver mig dårlig samvittighed, men jeg tager det faktisk positivt op, og ser det som en kærlig chance for at leve mit liv i overenstemmelse med mine sande ønsker

Jeg kan også sagtens selv komme ud for at se andre gøre noget, som får mig til at give mig dårlig samvittighed, men det er måden man reagerer på det, der gør forskellen. Jeg ved jo godt, det ikke har noget med andre at gøre, at jeg har det dårligt med mig selv. Det andre gør, giver mig kun dårlig samvittighed, hvis jeg rent faktisk ikke er helt tilfreds med, hvad jeg selv gør.

Jeg har selv i fortiden gjort ting overfor mit barn, jeg ikke var vild med. Min søn lå ikke meget, men dog af og til i barnevogn indtil han var 3 mdr – indtil han var 3 mdr lå han altid de første 2-3 timer af natten i sin bedside-crib, og først derefter tog jeg ham over i vores egen seng, selvom jeg set i baksepejlet hellere ville have haft ham tæt hele natten.
Min mand tog vores søn op om natten og gav ham modermælkserstatning i et par uger, fordi vi troede det var bedst for at få min mælkeproduktion op, at jeg sov om natten, trods min mælk ville være kommet hurtigere og min søn havde været sparet for en del gråd, hvis vi havde vidst. Vi havde også sammenlagt i hele vores søns bleperiode 1-2 måneder, hvor han brugte engangsbleer, hvilket jeg havde det mega dårligt med.
Før vores søn blev født havde jeg/vi planlagt han ikke skulle se tv, men da vi havde en virkelig svær periode pga min mand havde en masse svære følelser omkring sit biologiske ophav, så endte det med at vores søn så umanerlig mange børne-dvd’er i 1-2 måneder. Så snart det stoppede fjernede vi dog tv’et fra stuen og det har været væk siden.Sidst men ikke mindst ville jeg ønske vi havde været i stand til at sige fra over for mennesker, som kom til at fylde negativt og aalt for meget af de første måneder i vores søns liv…
Men i stedet for hårdnakket at forsvare, det jeg gjorde, så vil jeg da tusind gang hellere lave det om, og takke for jeg blev i stand til og opmærksom på at ændre det.

Og jeg gør STADIG ting, jeg er rigtig ked af. Jeg havde en ambition at vores søn ikke skulle smage sukker før han skulle i skole nærmest. I starten blev det til min store forfærdelse bremset af familiemedlemmer, der insisterende bogstavelig talt proppede is og chokolade ind i munden på ham, når man kiggede væk og kritiserede min tilgang til ingen sukker. Dette blev starten på, at jeg ikke kunne styre det. I dag får min søn i perioder dagligt en eller anden form for sukker. Især kiks og ofte chokolade og is. Pt er vi i en periode, hvor det heldigvis ikke er sådan, men det sker oftere end jeg ønsker.
Det samme gælder at han i perioder efterspørger at se diverse busser, traktorer, toge eller dyr i YouTube på telefonen, så i perioder ser han ofte små videoer, når vi ammer, og det gør mig ondt, men er ikke altid i stand til at holde det helt væk. Jeg er også ked af, at jeg selv synes jeg bruger mobilen for meget. Der kan gå mange dage, hvor ikke aner, hvor den er, og jeg slet ikke bruger den – så helt galt er det ikke, men hvis jeg føler mig ked af det, stresset eller presset, så finder jeg ro ved at sidde og glo på den, og i de perioder vil min søn også i højere grad se mobilen – det er jo klart, han bare vil gøre som mor. Jeg har det også en anelse dårligt med at min søn har så meget legetøj fremme, selvom jeg virkelig prøver at begrænse det. Jeg har det også dårligt over alt det, der er lavet af plastik (selvom det mest han har i plastik er genbrug og ikke nyindkøbt).

Jeg nævner egentlig bare alle de ovenstående ting, for at sige, at jeg også selv kan have det svært med nogle ting, jeg gør udfra MINE værdier og idealer. Men når jeg ser en anden gøre disse ting mere end mig, så bliver jeg glad og inspireret i stedet for sur.

Når jeg ser en mor med et barn, der kun ejer 10 stykker steiner-legetøj og ellers leger med grene og laver syltede agurker hver torsdag, og barnet ikke ved, hvad sukker er og aldrig ser skærm, så bliver jeg ikke sur, men inspireret. Når nogen deler en artikel, der beskriver, hvor skadeligt det er for børn at se på en skærm eller spise sukker, så bliver jeg heller ikke sur, men inspireret og længselsfuld efter at gøre de ting, mit hjerte skriger efter.

I starten af vores forældreskab var der også fra mange fronter elementer, der “prøvede” at give os dårlig samvittighed over at vores søn ikke sov mere i barnevognen, at han ikke brugte sut, og at jeg lod ham amme lige så meget, lige så ofte og lige så længe han ville. Ikke mindst sundhedsplejersker, forældrekurser og de medkursister, der fulgte sundhedsplejerskens forskrifter. Men selvom disse elementer træk en anelse, så bed de ikke på mig, fordi de ikke var i tråd med mit hjertes ønsker. Ligesom jeg heller ikke føler dårlig samvittighed, når jeg ser en mor i topform, som gør karriere eller køber alting fra nyt til deres barn, for det er slet ikke mine værdier. Tværtimod.

Bliver man trigget er det måske ens samvittighed, der råber i ens øre, at noget ikke er helt okay, for hvis du har det fint med noget, så bliver du i reglen ikke provokeret af det.

Hvad er så løsningen på alt det her Internet-mobning – trække sig?

De sidste par måneder har jeg så kraftigt overvejet at melde mig ud af nogle af de mest heftige facebook-grupper, fordi jeg bare ser på folk, der mobber hinanden og leder efter konflikter, og folk kan efterhånden ikke få lov bare at udtrykke, hvad de føler uden, at de bliver analyseret, kritiseret og anklaget for diverse.
Og så alligevel er der også gode kærlige ting at finde i de mange facebook-grupper.

Jeg ønsker ikke at gå og smække med døren. Det er alt for dramatisk til mig, og jeg ønsker egentlig ikke at undvære det helt.

Men jeg kan mærke jeg ønsker at trække mig lidt tilbage til mig selv. Væk fra den fælleskonsensus om at vi har brug for at være i de mange ikke-fysiske fællesskaber for at have det godt.
Men egentlig er jeg lykkelig med min mand, min søn, vores bofælleskab, vores familie, naboer, gode nære venner online, som offline. Jeg elsker vores have, vores fælles mission om hver dag at blive mere bæredygtige, mere lykkelige og mere tilfredse. Jeg elsker at skrive, at gå tur.
Og vigtigst af alt, jeg kan godt alle de her ting og være lykkelig uden facebook som vidne. Jeg ønsker ikke at involvere mig så dybt og passioneret i disse grupper. Jeg vil mærke mig selv, og mærke mit eget liv. Dele mit liv. Uden at mit liv er til åben debat. Det er bare mit liv og de valg jeg træffer sammen med min mand og kun ham.

Jeg har altid været en særling og en enspænder, og det er faktisk noget jeg er glad for og stolt af. Jeg har ikke og har aldrig haft et enormt behov for at stå med i cirklen, når der var frikvarter. Jeg har det fint, ja faktisk bedre med at sidde og kigge op på himlen og ikke skal stresse over, om sidemanden nu holder mig lidt udenfor med sin højre skulder eller om de andre og lytter til mig. Det er meget mere fredeligt helt at give slip på denne febrilske kamp for at være i et fællesskab.

Jeg har levet sådan meget af mit liv, uden at angle efter andres fællesskaber, og kan mærke at jeg pt skal have denne levevis lidt frem igen.

Det er meget nemmere bare at være sig selv og uafhængig af anerkendelse fra folk, som alligevel går mere op i det indbyrdes spil end de går op i at være kærlige og lyttende til hinanden.

OG SÅ HUSK: Der er simpelthen en VERDEN til forskel på at lyse og ytre sig om sin egen glæde – dette er IKKE mobning. Det er ytring. Men når man ikke svarer med sin egen ytring, men blot med ting, der har til hensigt at lukke munden på andres frie udtryk, det er mobning, det er undertrykkelse og det gør verden til et mindre sted. Endnu engang ønsker jeg at citere mit absolutte yndlingscitat i den hele store, vidde verden:

Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others. – Marianne Williamson

Ønsker du at læse mere om emnet, så tjek lige dette indlæg ud på verdenvedsidenaf, hvor Nynne taler om når samvittigheden taler og mommyshaming.