Min mand

Med ham her har jeg vandret uadskilleligt ad vores utallige stier gennem 9,5 år. Mørke stier, kolde stier, ensomme, smertefulde. Lykkelige stier. Solbeskinnede, euforiske, himmelske, varme, oplyste.
Altid med hinanden i hånden. Når den ene er ved at falde i havet, hiver vi altid hinanden op. Ligegyldig om ophalingen er et snuptag på 8 sekunder, eller om det er en årelang ophaling, hvor den ene står i squat med et reb om livet og haler uden at skele til tidshorisonten af den nødstedtes lidelser.
Valdemar sagde tidligt i vores forhold: ”Det er altid 50/50”… I nogen perioder kan det syne som om, det er den ene, der tager alt slæbet, men en anden periode er det modsat. Parforholdet er ikke en konkurrence om, hvem der gør mest. Parforholdet er et sted, hvor vi frit kan gøre alt for at hjælpe den anden, støtte den anden og vide, den anden altid har de smukkeste, reneste og mest idealistiske intentioner. Når begge parter altid har den indstilling: ”Hvordan kan jeg hjælpe dig, løfte dig og gøre dit liv på jorden så lykkeligt som muligt”, så er der aldrig nogen, der savner noget. For der er ingen der sidder og surmuler over alt det de ikke får. For alle får – selvom det i perioder svinger hvem, der har mest overskud.

Jeg er så lykkelig for dig min mand og vores forhold. Men jeg er også dybt ydmyg, og ved at det på ingen måde er en selvfølge, at kunne leve sådan.
Jeg er så dybt taknemmelig over at have en mand med så smuk en sjæl, som du, min mand har.

Fra jeg mødte dig for første gang, var jeg i chok over dig. Hvordan kunne man stå der og være så perfekt lige fra starten. Det var faktisk ikke det ydre. (selvom du er en mega smuk mand) Det var først efter chokket over din betagende sjæl havde lagt sig, at jeg opdagede, at jeg datede en græsk Gud eller diskoskaster, man med nydelse kunne have beskuet drøne rundt på Olympen før Kristi Fødsel. For ikke at tale om det smukke blide, mandige ansigt og de bløde, livlige øjne.

Men det var det særlige lys, jeg så i din sjæl, der gjorde at jeg på forunderlig vis begyndte at se dit ansigt for mig, ligegyldig hvor end jeg gik. Et lys – en særlig drivkraft mod forbedring, udvikling og det lykkelige liv. Du accepterer ingen dårlige sider i dig selv. Jeg husker tydeligt at du (som så mange gange før og efter) serverede mig et måltid nogle måneder, efter vi havde mødtes. Et måltid nøje udvalgt efter en bog, du læste. Jeg roste din mad. Men du sagde, at måltidet ikke var optimalt… I mine øjne var den jo perfekt (du havde jo havde fortalt mig om bogens kriterier.) Jeg måtte le af dig, skat og gå dig på klingen, for hvad var der galt. Jo, ”der manglede efter dit udsagn, at du havde ristet nogle kerner og drysset over det hele”… Du var så ABSOLUT heller ikke guitarist eller musiker. Du var bare en person, der spillede på guitar. Du godtog heller ikke, når jeg sagde, du var pæn, lækker eller klog. ”Du var bare ok, og det var bestemt mere end hvad man kunne forvente.”, som du sagde.

Du var aldrig nogensinde god nok i dine egne øjne. Selvom du var det mest vidunderlige, jeg nogensinde havde set.
Trods din evige selvkritik og grænsen til selvdestruerende perfektionisme! (som du heldigvis har kæmpet dig kraftigt ud af)
Havde du fra starten samtidig en fortræffelig og beundringsværdig modpol til dette. Du var også fra starten en klippe. For jeg har heller aldrig mødt noget så udholdende, stærkt og ukueligt som dig. Du viger aldrig fra din idealisme. Du tror på kærligheden i dens reneste form.

Du tror på, kæmper og arbejder for det bedste i alle livets aspekter. Og du vinder land og opnår, det du drømmer om. Du var rædselsslagen for at få børn, alene fordi du var så hunderæd for at være en dårlig far, der svigtede dine børn. Men pludselig turde du. Og nu er du den kærligste og mest nærværende far, man kunne forestille sig. Du giver din søn plads til at være ham. Lader ham vide, hans følelser og behov er vigtige. Du lytter, respekterer hans grænser og leder ham kærligt på vej. Du holder dit barn tæt på dit hjerte hver dag.

Vi er begge enige om, at (for os) findes der ikke vigtigere, større og mere betydningsfuld (op)gave for et menneske end at være forældre. Alt andet er sekundært.
Du er lykkedes, min skat!!!
Min klippe!
Min kriger!
Mit lys!
Min idealist!
Min seer!

Da jeg skulle overveje om jeg turde satse på dig, i starten hvor du fløj rundt i din smerte, vildskab og passion, så mærkede jeg meget hurtigt svaret:
Jeg ville hellere have blot et enkelt år eller mindre med dig og være ensom hele resten af mit liv, end at jeg ville undvære at være tæt på dig.

Du kan på 9. år tale den hele nat. Du er i flammer. I live. I bevægelse. Altid. Den perfekte mand for mig. Du passer på mig, ser mig, holder mig, tilgodeser mig. Du udvikler dig.
Du ser igennem mig, som næsten ingen anden. Du har en evne til at vide præcis, hvad der er brug for. Fordi jeg er sammen med dig, kan jeg få lov til at være det menneske og den mor, som mit dybeste hjerte drømmer om og længes efter at være.

Jeg er taknemmelig for hvert et sekund med dig. Om jeg kan begribe, at jeg her over 9 år efter stadig står med dine varme, stærke elegante hænder i mine.

Tak for vores vandring. Og tak for hver en vandring, der kommer i fremtiden.

Og tak fordi lyset kom igen ❤️❤️❤️❤️