Må man godt prale med sine børn?

Det er ikke nødvendigvis et spørgmål man bare uden tøven besvarer. Alligvel burde det være enkelt. At selvfølgelig må, skal og bør man prale med og af sine børn. Hvem skal ellers gøre det?

Børn er afhængige af, at forældrene synes, de er jordens 8. vidunder og Guds gave til mennesket. Er denne begejstring fordi forældrene er forblændede og ikke kan se sandheden? Nææh, måske fordi hvert et lille barn ER verdens 8. vidunder. Fordi hvert et barn er Guds gave til mennesket og til det enkelte menneske, og til det enkelte forældrepar. Og en gave til de mennesker barnet bliver tæt med igennem hele deres liv.

For heldigvis oplever de fleste mennesker at være det allervigtigste menneske i hele verden for nogen. Om ikke andet i en periode og nogengange hele livet ud. Så hvert et menneske er vigtigt, uundværligt og unikt, og hele verden for nogen. Ligesom moren og faren er hele verden for det lille barn, så er partneren og børnene forhåbentlig også hele verden den enkelte forælder.

Så hvorfor må vi ikke prale med vores børn? Hvad er det vi lærer vores børn ved at fortælle dem de ikke må lyse, og ikke må vise deres dygtighed og deres talenter?

Der er i hvert fald to slags pral

Som udgangspunkt er pral 100 % gennempositivt i min verden. Det er noget, der deler glæde og i mange tilfælde inspirer andre  For pral er glæde ved noget som er positivt for en selv eller andre.

Hvis folk er kede af det indeni kan pral blive et udtryk for at forsøge at få det godt indeni, måske endda at hævde sig selv? Men det udspringer stadig af et ønske om at være elsket, beundret, set, værdsat.

Dem der bliver sure over pral

De der bliver sure over andres pral hører tit til førnævnte kære mennesker, der ikke føler, der ikke er blevet pralet nok af dem, de ikke føler sig elskede, værdsatte, set eller hørt. Og føler måske at hverken andre eller de selv er i stand til at give dem den rette hyldest. Måske nægter de sig den hyldest, og måske de endda nægter at drømme om og længes efter denne hyldest og kærlighed.

Nogle mennesker vil bare synes, du er irriterende, hvis du er glad og lykkelig – ligegyldig, hvor meget eller lidt du udtrykker det. Du kan ikke værne dig mod folk, der trigges over din glæde og over dit mod til at sige noget positivt om dig selv eller om andre. Eller måske fordi de tror, der ikke er noget lige så godt at sige om dem selv. Men der er ALTID noget yderst godt at sige om alle.

Faktisk hjælper du bedst andre ved at vise din glæde, for gode ting vil andre sprede sig som ringe i vandet. Ringe der kan nå hele jorden rundt, når de spreder sig og inspirerer og smitter hinanden.

Nogen gange skal man også huske på, hvad modpolen til det pral udspringer af – nemlig glæde – er… Modpolen – at mennesket er ked af det, præsterer dårligt, føler sig værdiløs. At man er nået dertil at man kan prale med noget ligger der måske et helt livs kamp og ørkenvandring bag. Man ved ikke hvad folk har været i gennem for at kunne stå her og være glade og stolte af noget.

Pral i praksis – vil du høre mig prale?

Jeg har valgt at prale i en anden artikel end denne, som du kan læse her, hvis du har lyst. Nu vil jeg prale. 😀

Indeni et hvert barn!

Indeni et hvert menneske bor et lille barn, som længes efter at blive hyldet, set, hørt og knuselsket og værdsat af deres mor og far! Og af andre.

At ønske hyldest er SMUKT, for det vidner om at mennesket VIL livet. Vidner om at mennesket TROR på at der et sted i verden, hvor der er en hyldest, der er til dem. At ønske hyldest vidner om at man IKKE har givet op, men tror på det gode og det positive i denne verden.

Har nogen først givet op på, at de kan få hyldest og kærlighed i rigt mål – bare et eller andet lille sted i verden, så er de skidt stillede, og skal de hjælpes til at få deres tro tilbage. Tro på at der er nok til alle.

Børn forguder deres forældre. Ens forældres ros vil hele livet for alle mennesker være den man angler efter. Selv hvis man endda har opgivet håbet om sine forældres ros og anerkendelse, så er det stadig den man leder efter hele livet – måske finder man den bare et andet sted.

Så GRIB CHANCEN og brug hele dit liv på at lade dit barn vide, at du synes det/de er det MEST awesome menneske, der kan gå på denne jord. Vis det i ord der kommer fra hjertet og ikke mindst i handlingen. Hvis ikke du som mor og far kan synes dit barn er det mest fantastiske i hele verden, vil barnet heller aldrig tro på det er det. Eller i bedste fald vil det vil tage barnet mange år at kunne tro på det.

Så min personlige holdning til pral med sine børn og pral i det hele taget er:

Man må gerne være stolt og glad udover begge ører, så det vælter ned af gaden, ud på fortove, stræder, i sin stue og i det offentlige rum. Man må gerne vise sin glæde og stolthed til hele verden. Man må råbe lige så høøøøjt man kan, at man har besteget det bjerg, og at man måske endda troede på sig selv hele vejen.

Så min opfordring er at rose andre, for alt det gode du ser i dem. Og der er masser. Ros for menneskelige værdier, for indsats, for dybde, for skønhed, for præstationer. Giv den gas.