Kirkegården

Kirkegården

Skødesløse betragtninger af en kirkegård.

Kirkegården er mangfoldig og foranderlig. Kold, ren og stille på en isnende vinterdag med sne på hækkene og frostknasende perlesten under fodsålerne. Smuk og fredfyldt på en solrig forårsdag, når fuglene kvidrer, bierne vågner og luften damper af liv.
Alle kirkegårde er forskellige. Nogle er smukkere end andre. Men hvor kan de være umådeligt smukke, når solen bager i gryderne, og stengærdene, sommerfuglene flakser i lyngen og når vandet risler i springvandet. Kirkegården er foranderlig.

Kirkegårdenes gæster er mangfoldige. Det er en for hurtig antagelse at tro, der kun kommer en slags mennesker og en slags følelser på kirkegårdene. Der er folk, der er bedrøvede, nostalgiske, sorgbetyngede, i en anden verden, deprimerede. Der er de vrede, rasende, skuffede, frustrerede, indestængte. Og der er de muntre, lette, der bare nyder årstiden, naturen og måske hilser på deres kære med en blomst. Og der er dem, der bare går tur uden et ærinde. Følelserne hos de besøgende er ikke statiske. Den besøgende der starter smadret og verdensfjern kan blive let, fredfyldt og nostalgisk med tiden. Den der før var vred kan blive blød og afklaret.

Mangfoldigheden på en kirkegård afspejler også mangfoldigheden af de mennesker, der ligger på den. For en kirkegårds logerende er jo ikke bare de fromme. Der ligger alle slags mennesker. Der ligger engle, tyranner, blide og grusomme, smålige, misundelige, sladdervorne, gavmilde, kærlige, retfærdige. Der er hele paletten, og derfor er der også alle slags pårørende, med alle slags følelser. Alt og alle er velkomne på kirkegården.
Alle gæsterne møder hinanden på kryds og tværs. Nikker, smiler, småsnakker eller ignorerer.

Kirkegården er mangfoldig og foranderlig.