ifavn attachment parenting

Hvorfor jeg ikke opdrager mit barn

Svaret på hvorfor jeg ikke opdrager mit barn er simpelt!
Mit barn har ikke behov for opdragelse.

Et barn er født perfekt. Jeg opdrager ikke. Jeg vejleder – a ka – jeg viser ham vejen og leder ham, så han ved hvilken vej han skal gå. Der er en verden til forskel i de to ord. Når man opdrager er der en modtager, som har en dårlig vilje og til en hvis grad er uvorn, og en man skal som afrette, pille ned og bygge op, besejre, overvinde, nedkæmpe, vise hvem der bestemmer.

Alternativet er i vores tilfælde at have tillid til at ens barn altid vil det bedste, og har barnet uønsket adfærd, så er det enten, fordi det er ved at afdække, hvordan man gør i en given situation, eller fordi han opfanger negativ energi fra primært sine forældre eller andre i hans nærhed. Og hvordan kan man nogensinde skælde det ud?? Så man skal have skæld ud for at have lyst og mod på livet til at lære verden at kende? Eller man skal have skæld ud fordi man er så mildt, empatisk, afhængigt og uselvisk væsen, at alt man gør er at adopterede og afspejle sin omverden, inklusiv omverdenens fejl og mangler?

Så NEJ, mit barn har ikke brug for opdragelse eller kritik af nogen art

Mit barn har derfor derimod brug for vejledning, hvor vi som allierede, vores barn, min mand og jeg i vor lille familie hjælper vores barn til at vide, hvad der er rigtigt og forkert at gøre i denne verden. Og der er jo en del. Noget må man ikke fordi det er farligt, som at lege med knive, elektricitet, brændeovnen, tændstikker eller stå oppe på høje ting. Noget skal man ikke gøre, fordi det kan gøre ondt på andre. Fx at kaste ting, så de rammer folk og pille folk i øjnene.

Eller også ting man ikke må ganske enkelt, fordi samfundet har besluttet ved en mere eller mindre demokratisk, usynlig afstemning, at bestemte handlinger har en høj valutakurs i vores samfund. Hvorfor mit selvfølgelig skal have chancen for at disse valutakurser, og øvrige diskurser for, hvordan man begår sig rigtigt.

Personligt er jeg ikke sønderligt knyttet til at spise med lukket mund, holde for munden når man hoster, og ikke pille næse foran andre. Mit barn bliver ikke et bedre eller kærligere menneske af at gøre disse ting. Jeg elsker ham lige højt og ser al hans stråleglans ligegyldig hans manerer. Men fordi jeg elsker ham så højt, ønsker jeg også at gøre hans vilkår på jorden så lette som muligt, og derfor vil jeg som hans allierede lære ham de gode manerer, så han kender dem, når han skal ud i verden.

Lad mig understrege: Jeg generer ikke forældre! Jeg forsvarer børn!

Men hvordan skal han så lære det?

I hvert fald 100 % ikke ved skæld ud. Men ved at vise ham det. Jeg er helt sikker på, at et barn der dagligt ser sine forældre handle empatisk og betænksomt helt af sig selv bliver et kærligt og empatisk menneske.

Eller rettere sagt: Han er født empatisk og betænksom og perfekt. Vores opgave som forældre er blot, ikke at spolere, det perfekte han allerede er. Jeg befinder mig IKKE i en overlegen situation overfor mit barn. Jeg ved ikke bedst. Sandsynligvis er mit barn klogere end mig, hvilket kun vil blive tydeligere med alderen. Og ligegyldig om han er klogere end mig eller ej, så fortjener han min respekt og ydmyghed. Jeg kom bare først, og har derfor den ære, at få lov at vise ham ting.

Jeg har den ære, at mit lille englebarn elsker mig loyalt betingelsesløst, og hans medfødte loyalitet og beundring kan kun svækkes, hvis jeg i den grad svigter ham gang på gang i en sådan grad, at han er tvunget til i voksenlivet at vælge mig fra engang. Og selv da vil et barn altid elske sin mor og far.

Derfor kan jeg aldrig blive hans fjende og han kan aldrig blive min. En fjende har man magtkampe med. Med en sand ven ser man altid kun hinandens bedste, og tror på den anden altid har de bedste og fineste intentioner, og man ønsker kun at løfte hinanden og aldrig bryde hinanden ned.

“Jamen mit barn prøver at teste mig. Det står og slår og kigger mig undersøgende i øjnene, og jeg kan se det ved, det ikke må slå”. Nej, barnet er ikke udspekuleret og har uartige bagtanker og er ude på skrammer. Barnet spørger dig om det virkelig kan passe, det ikke må dette.

Og er der aggressioner i barnets adfærd, så er det nok dine egne aggressioner barnet spejler. Et barn der er 100 % i balance er ikke aggressivt. Hvis barnet har nogen form for negativ adfærd (som ikke skyldes smerter), så er det DIN SKYLD og DIT ANSVAR som forældre. Det er ALDRIG barnets skyld. Enten er adfærden opstået som følge af et udækket behov hos barnet. Eller pga det faktum at et barn er et spejl af dig. Ligesom ællingerne, der vralter efter sin mor, elefantungen, der går med sin mor i halen, og de fleste andre dyreunger for dens sags skyld. Afkom efterligner deres voksne.

ifavn attachment parenting

Dine ord er sekundære. Det er det du viser, som barnet efterligner. Det vil sige dit kropssprog, dit tonefald, din måde at svare din partner og dit barn. Din måde at lægge tøj i vasketøjskurven. Og ikke mindst, hvad du føler i dit indre. Dit indre er nøglen til et harmonisk barn – er min mands og min erfaring. For børn mærker ALT. Alt det du ikke siger. Den første tid forstår de end ikke dit talte sprog, hvorfor deres evne til at opfange alt andet er ekstremt aktiv og veludviklet. Tænk bare på – at et barn kan med alle dets sanser mærke om du er gået eller er i rummet, selvom det sover. De vågner sekundet du går, selv hvis du er lydløs.

Jamen er dit barn perfekt? “JA!! Det er han faktisk.” Men jeg kan derimod sagtens være en skovl. Måtte fx revidere at man ikke længere kan hæve stemmen og sige nej, når katten hopper op på bordet, spiser stueplanten, eller kradser i vores chaiselong. Så det bliver  til at vi hver gang tålmodigt går hen til katten og bærer den væk fra det den gør. Det er også langt bedre for katten.

Jeg langer ikke ud efter forældre. Jeg forsvarer børn. Alle forældre gør deres bedste, ud fra de bedste intentioner og ønsket om at gøre deres barn godt. Jeg er ikke selv perfekt. Og nogen gange kan jeg mærke på mit barn, når jeg ikke gør det perfekt. Men ligegyldig, hvad der sker er der en ting, jeg ikke viger fra; at det er MIT ANSVAR, hvordan mit barn har det! Jeg vil aldrig stoppe med at forsvare børn!

Hvis barnet har det dårligt eller har frustrerede følelser, så er det aldrig barnets skyld.
Indtil barnet er voksent:
DET ER ALDRIG BARNETS SKYLD!!!!!

 

OBS: I bogen “Fantastiske Forældre” af Margot Sunderland står der hvor blandt andet, hvorfor hun og en række forskere er af en opfattelse, at det skader barnets udvikling at få skæld ud. Jeg vil senere skrive en anmeldelse af denne bog, som du kan læse her.