Hvorfor jeg elsker at være tyk

Hvorfor jeg elsker at være tyk

Lige efter nytår skrev jeg dette indlæg. Men der skete en masse ting, så det ikke blev udgivet, men nu kommer der lige en fortælling om en morkrop.

___________________________________

Man hører ofte folk beklage sig over deres vægt og overskydende fedt efter de er blevet mødre. Sådan har jeg det faktisk ikke. Jeg føler jeg totalt owner min nyvundne postpartum fedtmasse. Jeg elsker at være en matrone og alt der følger med.

gravid
Højgravid et par uger før fødslen

Hele mit liv har jeg været et lille, yndigt nips, der aldrig har svinget i vægt, og har aldrig været en særlig sulten type, og stoppede med at spise, når jeg var mæt. Så blev jeg gravid og … næh nej… det var ikke her det skete … jeg var stadig ret nipset. Jeg tog kun 12 kg på, og var derfor en ret slank og sassy højgravid og ikke med særlig meget vand i kroppen og fik kun ét strækmærke, og dette 5 dage inden fødslen. Et par dage efter fødslen vejede jeg 7 kg mere end før jeg blev gravid. Men var relativt slank, og så bare med en fin hævet kærlighedsmave, som vores guld havde boet i så længe. Og tak for det og den.

Et par dage efter fødslen, da vi for første gang fragtede vores lille dreng hjem, og vi skulle lige have et billede af den fine velkomstanretning fra farmor og farfar. Det er et af de billeder, hvor man bedst kan se, jeg var meget slank efter fødslen.

Min mand og jeg knoklede i tiden efter  fødslen for at få amningen til fungere optimalt. Bl.a. udfordret af en underlivsinfektion med ve-medicin 1 uge efter fødslen samt nedsat mælkeproduktion til følge. (Min mands tro, støtte og konstante hjælp var 100 % uundværlig for at amningen kunne lykkes) Som led i amme-drømmen begyndte jeg at tvangsæde, for at have mælk nok. Det gav pote. Så 2-3 mdr efter fødslen fuldammede vi, og jeg begyndte at blive tykkere og tykkere. Da jeg var mit tykkeste var jeg således helt oppe på, at veje 18 kg. mere end da jeg blev gravid.

Jeg har altid følt, jeg var flot og kvindelig. Det føler jeg stadig. Nu er jeg bare en super sassy lady med hængende maveflæsk ned over lysken, havregrød i overarmene, hævet ansigt og et vælvet truende hageparti. Og jeg ELSKER DET.

 

Juni 2017, hvor jeg nok vejede 15-16 kg mere end før graviditeten. På billedet. Min mormor, mig, min student-søster og min vidunderlige lille søn.

Mit syn på kroppen og vægttab

Jeg skal da indrømme, at jeg ærligt havde FORESTILLET mig, at jeg ville være et mega slankt stykke stanglakrids lynhurtigt efter fødslen, fordi jeg altid har været det. Ikke mindst, når jeg nu uden at have gjort noget for det, havde været slank under hele graviditeten og var slank de første par måneder efter fødslen.

Så var da lidt en overraskelse, at jeg nu var blevet til en kæmpekvinde, der kommer trampende og buldrende, så jorden runger og støvet efterfølgende lægger sig, hvor hun kommer frem.
Men DET GENERER MIG OVERHOVEDET IKKE!!!
Og hold op, hvor er det fedt – på flere måder ja.

Jeg er af den opfattelse at ens krop, ydre træk og ens skavanker (eller manglende skavanker) afspejler ens indre tilstand, på godt og ondt, og er der af en grund. Derfor er min grundindstilling, at fx vægt ikke styres af manglende vilje eller evne til at spise rigtigt eller for lidt motion. Men mere af mønstrene bag. Eksempelvis at man spiser bestemte fødevarer i bestemte mængder af en bestemt grund. At man bevæger i en bestemt mængde af en bestemt grund, og ikke mindst at ens fordøjelse og forbrænding varierer. Fx havde jeg ofte førhen perioder med mindre trang til mad og nød at træne, hvor jeg nu kan mærke min krop også holder mere på maden end før.
Nok tvangsåd jeg især i starten, og spiser også nu mere end før, men jeg ville tidligere kunne spise samme mængde i en periode og ikke ændre vægt andet end højest et par kg.

Derfor er jeg også modstander af at bruge min energi på at forsøge at ændre, når den jo garanteret er LIIIGE i øjet til sådan, jeg har det lige nu.

Ydermere har jeg også fået rigtig meget vand i kroppen efter jeg har født. Jeg havde nærmest ikke vand i kroppen under graviditeten. Men det blev en basistilstand. Skræmmende nok fik jeg altid ekstra meget vand i kroppen, hver gang jeg befandt mig i en meget specifik relation og kontekst. Konteksten gik blandt andet ud på, når mit forældreskab eller mine kærlige intentioner blev draget i tvivl, kritiseret, og jeg kunne ikke gøre noget rigtigt ligegyldig, hvor ihærdigt jeg prøvede. Og hver gang min mand og jeg havde været i den kontekst lignede jeg altid den vildeste spærreballon i 2-4 dage efter. “Basis-vandstanden” har dog aftaget en anelse med tiden, så nu er mine knohud, da ikke nærmest ved at briste af vand, men vandet er der i den grad endnu.

En meget glad mor og en glad og stolt baby lige efter første gang vi får et billede af, han kan gå uden støtte. Maj 2017.

Min støttende mand

Og min dejlige mand insisterer flere gange dagligt på at fortælle mig, hvor fantastisk og lækker jeg er. Og ved I hvad. Jeg tror rent faktisk på, han mener det. Sådan helt inde fra hjertet. For han ser sjælen. Dengang jeg var et nips i størrelse 34 sagde han, at han elskede mig som jeg var, og sagde i kærlig, pjattet, men også seriøs tone at min idealvægt blot var under 100 kg. og at hvis han ikke kunne bære mig mere, så var det ikke mig, der var for tyk, men ham, der var for slap. Han beviser nu, at han virkelig mente dette, og ikke blot sagde det, mens jeg havde flad mave og med lethed kunne slynges op på armen.

Vil ikke kæmpe for det overhovedet

I de cirka 14 måneder, jeg har vejet meget har jeg generelt holdt fast i ikke at ændre noget. Jeg er generelt ikke fan af at prioritere sin egen selvrealisering på bekostning af sine børn. (Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan være en dejlig mor, selvom man træner! For nogen giver det dem glæde og overskud til at være en god mor. Og det skal folk endelig gøre. Respekt og fred med det) Det ville bare aldrig blive mit valg, hvis det på nogen måde tog tid, jeg kunne have brugt med børnene.

Jeg har dog nogle få gange leget lidt med tanken om, hvorvidt jeg ikke bare burde presse mig selv til at dyrke dit og dat og blive en super-fit-instagram-mom med hovedet på sned, en flaske vand og et æble i hånden og mine slanke lår i et par tights. Eller leget med tanken jeg måske bare skulle bevæge mig en smule? (Udover den naturligt opstående mor-træning af bære-baby-arme og gå-tur-ben). Derfor har jeg trænet en lille smule indimellem (i alt max 7 gange), og også tænkt en smule på min kost, men efter en uges tid kan jeg hver gang mærke i min krop, at det ændrer INTET ved min vægt. (Jo, det kan jeg godt mærke på en uge, og ja også selvom min krop måske har ændret sig indeni pga. graviditeten. Jeg kunne mærke det var dybt pinefuldt for mig at forsøge, og jeg kunne også mærke at det intet ændrede). Min vægt er dog derimod faldet i ryk på 2-4 dage á nogle gange synkront med, at der er sket bestemte ting i mit ydre miljø, som altså vil sige psykiske faktorer, som intet har med mad eller motion at gøre.

Selvfølgelig kunne jeg pine og plage mig selv med ulidelig træning, rædsomme diæter med tristhed, nedsat mælkeproduktion og følelsen af at forsømme mit barn for at realisere mig selv til følge, så det er no go.

Skal jeg tabe mig, må det komme helt af sig selv, når min krop mener, det er tid for mig at være slank igen. Ligegyldig om det bliver om 2 måneder, 2 år, 10 år eller aldrig nogensinde.

Desuden så elsker jeg som sagt mit nye fedt, så hvorfor skulle jeg gå af med det? Bare fordi det kulturelt ligger lidt i luften, at det er et succeskriterium og ønskværdigt, at man som mor ligner, man aldrig har født et barn et par måneder efter fødslen?

Hvorfor jeg er så vild med det fedt!

Der faktisk rigtig mange grunde til, at jeg elsker mit fedt.

1. Amning

En af utallige skønne ammestunder. Her fra oktober 2017

Den allervigtigste og alt overskyggende grund til jeg elsker mit fedt er, at mit fedt gør, at jeg har kunne amme min elskede søn til månen og tilbage i nu næsten halvandet år . Jeg har så rigeligt meget mælk til ham, at han altid kan blive mæt. Han blev hurtig efter fødslen og har været utrooolig godt i stand indtil han som 6 mdr. begyndte at kravle og ikke mindst, da han som 9-10 måneder begyndte at gå. Men selv efter han er begyndt at bevæge sig, har han hele tiden været og er en fin rund dreng med bløde lår og runde kinder. Han har 7-9-13 kun været syg 2 gange i 17 måneder lange liv, da modermælk er flydende antistoffer og medicin, som styrker immunforsvaret og beskytter mod en lang række sygdomme nu og op i voksenlivet for min søn, og så beskytter det endda også mig mod sygdomme. For ikke at tale om det fantastiske bånd, den tryghed og nærhed amningen giver min søn og jeg til gavn for hele vores lille familie. Det er en helt særlig form for nærhed man får, når man ammer sit barn.

2. Jeg ligner en voksen – owner mit fedt og min styrke

Ja, som sagt har jeg været et lille nips, og jeg har altid fået skyld for at se meget yngre ud end jeg er. Som i at politiet og en hjælpeorganisation spurgte mig, da jeg var 30 år, om jeg var fyldt 18. Da jeg var 25 gav chaufføren mig uden jeg vidste det børnebillet i bussen, hvor man skal være under 16 for at få det. Jeg er blevet gættet så ung mange gange af forskellige mennesker. Sidste gang jeg blev gættet til 18 år var, var kort før jeg fyldte 31, lidt før jeg blev gravid. (Ikke fordi jeg går og leger gættelege med fremmede mennesker. Det kommer altid sådan lidt tilfældigt). Det er generelt vildt fremmede, der gætter mig så ung. Folk der kender lidt til min civilstand og mine uddannelser m.m. gætter mig knap så ung, men stadig en del yngre end jeg er. Da jeg var gravid med vores søn, var der også en, vi talte med til et foredrag, der sagde, at det var dejligt, vi var så unge, og at vi fik børn så tidligt. Jeg vidste ikke hvad, jeg skulle sige, for jeg vidste ikke om hun også troede, vi var meget unge forældre, eller om bare mente, at det var ungt at være 29 og 31…. Vi fik fremhostet vores aldre, og det viste sig så, at hun havde troet vi var yngre.

Jeg har altid haft det meeeget ambivalent med det at se ung ud:
På den ene side har jeg synes, det var MEEGA fedt, fantastisk, over awesome og følt, det er et udtryk for, at jeg passer på mig selv og er meget i harmoni med mig selv, siden jeg tilsyneladende ikke ældes, og har været stolt af det.

På den anden side har jeg også nærmest været ekstremt flov over det og ikke vidst, hvor jeg skulle gøre af mig selv og har nogen gange kunne krybe i et musehul over det. Det har affødt nogle virkelig pinlige situationer. Både for mig og andre. Når man er 26 og bliver gættet op til 8 år yngre, så er det bare lidt sjovt og fedt, og folk siger bare “orh, det havde jeg ikke gættet”. Men når man er 31 eller mere og bliver gættet op til 13 år yngre, så begynder folk at blive lidt flove over de gætter så forkert. Fx hvis man taler med en og man tydeligt mærker vedkommende, tror han eller hun er ældre end en og vedkommende tiltaler én på den måde, der viser, de tror man er yngre end dem, og de så de opdager, man er meget ældre dem, så bliver det forvirrende og folk trækker sig fra at tale med en.
Jeg har også haft svært ved det ift. min uddannelse, som journalist, hvor det kan være svært, hvis folk tror, man er meget ung.

Der har også været et par enkelte fremmede, der efter jeg har født, har sagt, at jeg så yngre ud end jeg var, men jeg føler klart, at når jeg vejer meget mere, så ser jeg også en del ældre ud.

Jeg føler, at jeg skylder mit barn, at han har en mor, der ligner en voksen. Jeg synes, det er ydmygende for ham, hvis hans mor ligner et barn. (Ikke fordi der er noget galt i at være en ung mor!!) Men jeg er en granvoksen kvinde med en totalt gennemsnitlig alder for førstegangsfødende på mit uddannelsesniveau. Og jeg er en stor voksen kvinde, der kan passe på ham med mine store mor-næver.

3. Grænsesætning

Som en forlængelse af det med at se ældre ud, så føler jeg faktisk helt ind i mit moderhjerte, at dette samt den fysiske og energimæssige jord-bundne og jord-bindende tyngde, der ligger i at veje mere er en nødvendighed for at kunne sætte de grænser, der er nødvendige for at beskytte mit barn og være den mor for ham, jeg ønsker at være.
Både min mand og jeg blev rent faktisk dybt overraskede, over hvordan ens mindste (og største) valg og handlinger pludselig bliver allemandseje og åbne for fri kritik, når man får børn, og mange mener i ramme alvor, at de valg man som forældre træffer er til åben debat. Enten bag ens ryg (det må folk selv om), men i værste fald lige op i ens ansigt, hvor folk forholder sig kritisk til, det man gør, imens man gør det. Lige fra hvornår man valgte at blive gravide, til hvordan man vil føde, til hvor ofte man ammer, hvor meget man trøster, om man passer barnet hjemme, om det må få is, kage, sodavand og hvordan man ønsker at tale til sit barn m.m. OG om moren er blevet tyk.
Mange folk mener, de har en grundlovsfæstet ret til at kritisere en, og tager ikke det mindste in mente, at nye forældre er sindssygt følsomme for kritik, og samtidig, så er det de nye forældre, der ved bedst. Og det bedste man som omgivelser kan gøre er at støtte de nye forældre for alt det gode, de gør, og for den nye rolle, de arbejder sig ind på.
Mit bedste råd til nye forældre er at lytte til sig selv. Hvis man er sunde, fornuftige, kærlige mennesker uden tilknytningsissues, så ved de nye forældre bedst. Og mangler de nye forældre råd skal de 100 % nok selv opsøge dem.

Min mand og jeg har i den grad taget meget stilling til, hvordan VI ønsker at være forældre. Vi har ikke truffet valg ud fra et stort tag-selv-bord, hvor noget så mere lækkert ud end andet. Nej, vi har vitterligt truffet de valg, der er de helt rette for os. De valg vi har truffet er atypiske, og så meget desto mindre kræver det styrke at stå ved dem og have sunde, stærke grænser.

Førhen var min evne til grænsesætning, som en portion slatten spaghetti. Ikke fordi jeg ikke vidste, hvad jeg stod for, men fordi jeg godt kunne acceptere, at folk kørte det over, for indeni holdt jeg stadig fast. Men nu har jeg min søn at holde fast for også overfor omverdenen. Min mand og jeg kan ikke længere lade os køre over, og da vi dermed også ville lade vores søns grænser blive overtrådte, samt vise ham, at man ikke behøver stå ved sig selv.

Det holder jo ikke. Så mit fedt er med til at jeg kan beskytte min dreng.

4. Stærk og intelligent kvinde

Jeg har altid følte jeg skulle skjule eller nedtone at være en tænkende kvinde med meninger og intellekt, fordi jeg følte det var mere populært. Derfor har jeg i mange situationer forsøgt at skjule tegn eller beviser på at være intelligent. Eksempelvis ved at fremhæve andres intelligens, eller ved at holde lav profil med at fortælle ting relateret til eller direkte om min intelligens, eller ved at undlade at tale om nogle af de mærkelige emner, jeg interesserer mig for.

Men sandheden er at jeg faktisk er en ganske velbegavet kvinde, som er ret så godt kørende hvad iq angår. Og mit nye fedt, giver mig mod til at stå ved dette i form, turde dele mere af mig selv. Jeg gør simpelthen bare mere, hvad jeg har lyst til uden at tage hensyn til, hvad andre måtte synes.

Det er ikke så meget det med at være intelligent i sig selv. DET ER MERE DÉT, at jeg rent faktisk ANERKENDER, at jeg har noget at byde ind med i en samtale uden for husets fire vægge, og at jeg ikke bare automatisk lader andre få ret for at få fred. Men at jeg rent faktisk i ny og næ forklarer og holder fast i mine holdninger overfor andre. For min egen skyld, og også med den relativt nyvundne tanke, at mine synspunkter rent faktisk har en relevans for andre mennesker og ikke bare er noget, de helst er fri for. Ligesom jeg selv nyder at høre andres meninger, synes andre måske det er helt fint også at høre mine.

5. Mindre forfængelig

Før da jeg var super slank bekymrede jeg mig ofte om noget så fjollet, som når min relativt flade mave bulede lidt ud. Jeg var bange for folk ville respektere mig mindre, hvis jeg så så perfekt ud som muligt. Nu kan jeg sagtens tage til fest velvidende at mit tøj absolut ikke kamouflerer hverken min øverste eller nederste mavedelle, og jeg er endda faktisk relativt upåvirket over at møde op uden make-up, selvom jeg gerne stadig tager make-up på, men nu drives det mere af glæde end af “frygt”.

6. Jeg behøver ikke gøre mig usynlig og underspille mig selv.

Det handler ikke kun om intelligens. Jeg har i mange år været meget tilbageholdende med at vise min personlighed til andre mennesker. Jeg har altid været meget ærlig og som en åben bog og meget kommunikerende og udtryksfuld i de helt nære relationer. Har nemt ved at udtrykke ønsker, behov og sige til og fra ift. mine forældre, søstre, partner. Men alle andre er først nogen jeg gradvist med tiden har delt mig selv med.

Jeg havde oplevelsen af, at hvis jeg bare gjorde mig så undseelig som muligt og mødte alle, så ville alle kunne lide mig, for jeg ville ikke genere eller støde nogen. Og så ville jeg tage hensyn til alle, så godt jeg overhovedet kunne og ikke belemre folk med sider af mig, som måske ikke passede dem. Ligesom jeg gjorde mig umage for at forstå folk, og behandle og tale til folk udfra der hvor DE var, istedet udfra der hvor jeg var.

Denne egenskab kan der jo være noget meget sympatisk i, og ja, det er jo i den grad en stærk evne til at leve sig ind i andre mennesker, som er god i livet.

MEN min mand og jeg har efterhånden virkelig i vores liv erfaret, at hvis folk vil synes, man er en idiot, så skal de nok finde, eller sågar fabrikere, en grund. Selv hvis man intet har gjort dem, og man endda gør sit ypperste for at møde dem.

Så forsøget på, at alle skal kunne lide én er per definition en umulig opgave. For dem, der vil være sure, fortrædelige, misundelige eller gøre én til noget dårligt, de skal nok finde på noget. Og hvis man ikke har gjort noget, så finder de bare på et eller andet, de påstår man har gjort eller er.

De mennesker, der virkelig vil én, de kan lide én ligegyldig hvad, og de vil altid gøre en indsats for at forsvare og forstå én, selv hvis man fra ud fra deres synsvinkel skulle gøre noget, der så mærkeligt ud.

Før listede jeg lydløst ind i rum og sad og aflurede alles humør. Nu kommer jeg flydende med mit mægtige, fremtrædende hageparti, som en splintrende isbryder, der lægger til kaj, mens jeg larmer og skramler langs havnekanterne. Og jeg er ligeglad.
Jeg generer ikke nogen, men jeg står ved mig selv.

Så det er altså derfor, jeg elsker at være tyk!

Fordi min nyvundne vægt giver mig lov til at være den mor (og kvinde), jeg gerne vil være. En kvinde, der på alle fronter (med brysterne, såvel som med hjertet, munden og næverne) kan beskytte og forsvare mit barn, min mand, jeg selv og vores lille familie.

Faktisk synes jeg pt, det er mega uhyggeligt at skulle blive slank igen. Jeg befinder mig så godt, hvor jeg er, og jeg kan slet ikke se den slanke pige, jeg var før blive forenet med det menneske, jeg er nu, selvom jeg prøver af og til. På papiret lyder det rart at blive slank igen, men ikke i hjertet.

Jeg forestiller mig, jeg måske en dag er så forankret i min nye mor-rolle, at jeg trygt kan være slank igen. Jeg har smidt 7 kg siden mit max, og vejer derfor kun 11 kg. mere end før jeg blev gravid. De 7 kg er røget over nogle gange og 100% synkront med, mine grænser som mor, og min mands grænser som far blev styrkede, og jeg derfor kunne smide en smule af mit fedt, og havde brug for lidt mindre af det.

Men der er tydeligvis stadig brug for fedtet. Og tak for det. Måske en dag, jeg forvandler mig til en hybrid af en letvægts-isbryder, der både er slank og stærk i ét. Måske ikke.

Men jeg har fuld tillid til at min krop ved præcis, hvad der er det rigtige for mig.

 

Tak for du læste med!

Kærligst Mit Moderhjerte

(OBS: Jeg er udmærket klar over, nogle vil argumentere for, det er min krop/mit konkrete apparat, der har ændret sig pga. hormoner, overvægt, inaktivitet, alder, graviditet og hvad ved jeg. Jeg er helt sikker på, det er de psykiske ting, der er årsagen til mit apparats forandringer. Det er det jeg ser og oplever og har oplevet hele mit liv – at min krop fremtoning ufravigeligt følger og kommer i kølvandet på min indre tilstand – ikke omvendt.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *