Det gamle syn på verden og forældreskabet

Det gamle syn på verden og forældreskabet

I gamle dage var børn nogle små baryler, der skulle afrettes. Pilles ned og bygges op igen, bøjede søm, der skulle rettes ud. De skulle vide, hvem der bestemte – og at det bestemt ikke var dem. De skulle kende deres plads (cirka nederst) i hierarkiet, hvor de skulle adlyde blindt, stå ret, sige tak på de rigtige tidspunkter, ses og ikke høres.

I gamle dage var børn per definition nødvendige at afrette med deres medfødte egoisme, mangel på empati, børn var født selvcentrede og ude på at snøre, snyde og manipulere deres forældre og alle andre. De løb om hjørner og rakte man fanden en lillefinger, så tog han hele hånden. OG SÅ VIDERE.

Det var simpelthen til at blive træt af!

Tænk hvis det nemlig var lige omvendt:

At børn er født perfekte, empatiske, hensynsfulde, selvsikre, selvstændige, kærlige, blide mod andre og tro mod sig selv på den allerfineste og mest perfekte vis.

Hvad hvis hele fejlen består i de voksnes storhedsvanvittige tvangsforestilling om, at de på et højere plan har noget at lære børnene. Jo jo, du kan lære dem at spise, tage tøj på, og at begå sig i trafikken. Men hvad hvis vores fornemmeste opgave er ikke at ødelægge, hvad der allerede er perfekt.

Måske bør vi voksne ydmygt stå ret og takke for de børn, der kommer til os, og vide, at børnene altid er klogere og mere højt udviklede end deres forældre.

Tror du på reinkarnation, så kan du også forestille dig, at du kan fødes igen, og ankomme til jorden og være klogere end dem der er nu. Men dine børn vil stadig overgå dig igen og igen.

Respektér at dine børn er perfekte og behandl dem derefter med ydmyghed og pak helt sammen med den uklædelige tanke om, at du skal vise dem hvem der bestemmer.

For det er børnene, der bestemmer, du lytter og leder ydmygt dit barn, så godt og kærligt du kan.

Ja, det er nu engang sådan jeg ser den gamle og den nye verden på.